Genskaber teatertradition på Spøttrup Borg

Året er cirka 1530, og Danmark er under store forandringer. Som biskop i Viborg Stift var Jørgen Friis indtil for nylig en af landets mest magtfulde mænd, men lutheranerne fordrev ham fra byen, da han forsøgte at arrestere Hans Tausen, der oversatte bibelen til dansk.
Flammerne spreder sig fra den ene herregård på Salling til den næste. Den forviste biskop Jørgen Friis kan fra sit værelse på Spøttrup Borg næsten lugte røgen og ane lyden af oprørene, der vokser sig talrigt rundt om ham.
Dét er det dramatiske tidspunkt i Danmarks historie, der i årenes løb har været vist for borgens gæster i de folkekære Broder Jakob-forestillinger med frivillige skuespillere fra Spøttrup Borgs Venner. I år har Spøttrup Borg modtaget en ekstraordinær bevilling fra Realdania til at hyre skuespiller og tekstforfatter Pernille Sørensen til at bygge videre på den årlange teatertradition på borgen.

  • Det er jo en fantastisk kulisse at få lov til at arbejde med. Det at gå rundt på slottet og mærke historiens vingesus giver mig rigtig mange idéer, siger Pernille Sørensen.
    Hun får kyndig historisk sparring af museumsinspektør Sam Wullum, og sammen arbejder de på det nye manuskript. Målet er, at den første fremvisning kan finde sted fra juni.
  • Vi har netop lagt sidste hånd på slutscenen, hvor biskop Jørgen forlader Spøttrup uden at vide, at det var sidste gang, han befandt sig på borgen, fortæller hun.
    Tæt på historien
    Pernille Sørensen har over 30 års erfaring i teaterverden som skuespiller og tekstforfatter. Hun har blandt andet været en del af det første cast til Korsbæk på Bakken, hvor skuespillere skaber liv i de udsillede kulisser fra Matador-serien.
  • Her mærkede jeg virkelig, hvor tæt jeg kunne komme på publikum. Som Agnes oplevede jeg, at enlige mødre kom hen for at betro sig til mig, om hvor hård hverdagen kan være, forklarer Pernille Sørensen.
    I samme stil skal karaktererne i sommerens genfortolkning af Broder Jakob-forestillingerne også interagere og tale med publikum.
  • Selvom om mursten også er spændende, så skal museets formidling også levendegøres med mennesker, der kan inspirere vores liv med deres hverdag på borgen. Det historiske bliver mere nærværende, når man kan se sig selv i deres sorger, skuffelser, glæder og relationer, fortæller Pernille Sørensen.
    Hun håber på, at stykket vil skabe interesse for at genbesøge Spøttrup Borg og lære mere om persongalleriet og den kaotiske reformationstid på egnen.
    Uundværlig hjælp
    Plottet og karaktererne bygger videre på de teaterstykker, som den lokale forfatter og instruktør fra Lem, Jens Jacobsen, har skrevet gennem årene. Den nye fortolkning nedskalerer dog historien til en mere corona-venlig størrelse.
  • Typisk har vi jo haft omkring 20 skuespillere, der besjæler borgen, men det kan ikke lade sig gøre i år. Vi holder os i stedet til 4-5 karakterer, og så er det vores håb, at vi kan lukke 20 gæster ind til forestillingen, forklarer museumsinspektør Sam Wullum.
    Han understreger, at den kommende levendegørelse skylder Jens Jacobsen og alle Spøttrups Borgs Venner en stor tak.
  • Det har aldrig før kunne lade sig gøre at skabe en teateroplevelse på Spøttrup Borg uden de frivilliges hjælp, og det gør sig stadig gældende, fortæller han.
    Selvom der er færre roller i den nye version, så er det stadig meningen, at flere af Spøttrup Borgs Venner skal lære replikkerne at kende. To hold bliver nemlig lært op, så de kan skiftes til at spille med.
    Pernille Sørensen vil tilmed undervise skuespillerne i improvisationsteater, så rollerne kan interagere med publikum og spille med på de uventede situationer, der kan opstå ud af dét.
    Forestillingerne vil foregå om aftenen efter museets sædvanlige lukningstider. Det vil også kræve en særskilt billet at få adgang til den nye teateroplevelse.
Skuespiller Pernille Sørensen har i løbet af uge 15 boet på Traktørstedet Borgen, mens hun har samlet inspiration til den kommende forestilling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *