Fortæl din Corona-historie

Hvad har Corona’en betydet for dig?
Skriv din Corona-historie og vær’ måske blandt de udvalgte, som får historien med i en antologi med 100 fortællinger – og en invitation til at deltage i en middag med andre historiefortællere og en forfatter.

Mens pesten spredte rædsel i 1300-tallets Europa, mødtes 10 adelige fra Firenze 10 dage i træk. Mens de var isoleret fra omverdenen og den død, der ventede dér, fortalte de hver dag en historie for hinanden. Det blev til 100 historier, og verdens første novellesamling ’Decameron’.

Med 700 års forskel er temaerne i den italienske forfatter Giovanni Boccaccios store middelalderklassiker stadig lige almindelige. De handler om alt, hvad livet rummer af kærlighed, had, hævn, list, lyst, grådighed og absurditeter.

I 2021 er pandemien Corona, og hvordan vil fortællingerne nu lyde? Det kan du være med til at give et bud på. Litteraturprojektet ‘DEKAMERON 2021 – 100 historier’ og Region Midtjyllands 19 kommuner inviterer nemlig DIG til at nedfælde og sende dine oplevelser og tanker om at være i isolation under Corona-pandemien.
Hvad har Coronaen og isolationen betydet for dig?

Uanset om din historie er sjov, trist, fræk eller noget helt andet, glæder juryen sig til at læse med. Send din historie på max 1 side eller et link med en video på max 1 minut senest den 31. maj til dekameron2021@gmail.com.
Husk at oplyse dit fulde navn, postnummer og gerne telefonnummer.

Du er også meget velkommen til at lægge dit bidrag ind på Dekamerons facebookside, hvor der allerede er flere beretninger at læse.

Juryen består af 10 forfattere, som præsenterer et bredt udvalg af den litterære scene i Midtjylland – heriblandt er Marianne Jørgensen fra vores egen Skiveegn.

Til Middag med 12

Bliver din historie udvalgt til antologien, får du samtidig en invitation til en middag i løbet af Skiveegnens Kulturuge ml. den 12.-19. juni 2021.

Middagen livestreames, mens du lærer de andre historiefortællere og en forfatter at kende. Forfatteren fortæller også om, hvorfor netop jeres historie er udvalgt og hvordan de videreudvikles til litterære tekster om en periode i verdenshistorien – fortalt fra Midtjylland – som udkommer i bogform i efteråret 2021.