TV-2 begejstrede

Nærvær og fornyelse var nøgleordene, da bandet TV-2  tog et medlevende og begejstret publikum med på en skøn halv-akustisk jubilæumstur gennem 40 års sange i koncertsalen i Kulturcenter Limfjord i Skive. Det blev en af de fineste oplevelser længe i en corona-tid, hvor det lidt for ofte føles, som om hele verden er fra forstanden. At spille i Skive, det er også ligesom at komme hjem, bedyrede Steffen Brandt, inden han med et skævt smil skrabede stikket hjem: – Hvis der nu sidder nogen og tænker: ”Ah, det siger de nok alle steder”. Jah, men I Skive mener vi det.

Og så sluttede han i øvrigt af med at love, at vi ses til sommer, inden vi alle kunne gå ud i aftenen igen med manges ynglingssang, det sidste ekstranummer, ”Bag duggede ruder” i hjertet.

(Uddrag af Skive Folkeblads anmeldelse, foto; Lindy Jørgensen).

Rigoletto-succes

Når Den Jyske Opera kaster sig over en af verdens største klassiske værker, Guiseppe Verdis udødelige »Rigoletto« sammen med et særdeles velspillende orkester som Aalborg Symfoniorkester, kan det kun blive godt – ja endda fremragende.

350, der torsdag aften var på plads i Kulturcenter Limfjord i Skive, blev vidner til en forestilling, der både i sang og scenografi nåede op på den store klinge. Værterne, Skive og Omegns Teaterkreds kunne igen »sætte flueben« ud for »succes« i samarbejdet med teaterkredsene i Thisted, Nykøbing Mors, Struer og Lemvig.

Ove Jensen, formanden for Skive og Omegns Teaterkreds, var også meget tilfreds og var ikke i tvivl om, at de fem teaterkredse også satser på en opera i 2021.

(Uddrag fra omtale i Skive Folkeblad 13. november)

Veloplagt Lis

Lis er altid god. Det var en fantastisk aften med en yderst veloplagt Lis Sørensen. Lis er god til at få publikum med, og hun sagde: “Det er godt nok ikke så kønt, men hvis I tager mundbind på, må I gerne skråle, alt det I kan”.

(Fra Skive Folkeblads omtale af Lis Sørensens koncert lørdag aften på Fur Bryghus)

Dodo i fin form

Dodo & The Dodos imponerede på scenen i Skive Theater. Både vokalt og musikalsk. Den snart 60-årige forsanger viser kunsten at holde sig i vokalt god form. – I aften er det kun mig, der må synge. Fordi det siger Mette, lød det fra Dodo, om corona-restriktionerne, som medførte, hvad Dodo kaldte en ”sidde-sjov” koncert. Flertallet bestod, mens en gruppe yngre kvinder dumper af flere omgange….(Uddrag fra Skive Folkeblads anmeldelse)