Spøttrup Cirklen modtager Skive Kommunes Kulturpris 2019

Af Jeppe Tandal Nielsen, Formand for Kulturelt Samråd, Skive

Det var en hel særlig aften for kulturlivet i Skive Kommune onsdag aften, da spændingen om, hvem der vinder årets kulturpriser blev afsløret. Skive Kommunes kulturpris er en kollektiv pris, som går til en forening eller organisation, der har markeret sig særligt indenfor kulturlivet.

Og en fortjent vinder blev i år Spøttrup Cirklen. Spøttrup Cirklen er en hel særlig størrelse, der arbejder for et mangfoldigt kulturliv på Spøttrupegnen, og som fungerer som en paraplyorganisation for en række forskellige og mangfoldige kunstnere og kunsthåndværkere. Som følge af det store antal medlemmer spreder Spøttrup Cirklen sig over en masser forskellige aktiviteter – herunder iværksætteri, musik og forlagsvirksomhed.

Jeg har selv haft lejlighed til at besøge Spøttrup Cirklens ”hovedkvarter” i Rødding Galleri BizzArt. Galleriet er en særegen blanding mellem kulturelt forsamlingshus, udstillingssted og kreativt laboratorium for lokale kunstnere.

Man fornemmer straks den særlige stemning, når man træder ind i det røde murstenshus på Rødding Torv. Her er der altid kaffe på kanden, og lokale borgere og turister kommer forbi til en sludder om kunst eller løst og fast om, hvad der rører sig på egnen. Bevæger man sig rundt i huset finder man masser af smagsprøver på værker af lokale kunstnere. I et hjørne er placeret nogle guitarer, som vidner om, at huset også bliver brugt af lokale bands.

Der er også en oversigt over Spøttrup Cirklens medlemmer samt adresser på deres værksteder og gallerier. Efter at have besøgt Galleri BizzArt kan man derfor besøge Spøttrup Cirklens mange kunstnere, hvis man har lyst.

Jeg synes vi i år har fundet en vinder af Skive Kommunes kulturpris, som er noget helt særligt og unikt. En forening, som vi kan være stolte af at have i kommunen, og som med sin mangfoldighed og åbenhed er værd at fremhæve som en af egens helt store kulturelle seværdigheder.  

Troels Madsen – Et portræt af vinderen af ”Årets Otto” 2019

Af Lasse Højgaard, næstformand i Kulturelt Samråd, Skive

Født og opvokset på Grønland og i Thisted, læreruddannet, restaurantionsejer, lærer, leder af balletskolen i Holstebro og de seneste snart tyve år galleriejer, kultur- og kunst-ildsjæl her og der og mange steder – ikke mindst på Fur og såmænd også tidligere medlem af Kulturelt Samråd, Skives første bestyrelse.

En ildsjæl som generøst deler ud af sine ideer og sin energi til alle, der vil det samme som han: Styrke og udvikle kunst- og kulturlivet på Fur og dermed også styrke Furs synlighed ude i den store verden for kunstinteresserede og turister generelt. Ikke bare i Skive og omegn men i hele Danmark og gerne også resten af den store verden. Til gavn for Fur og til gavn for hele Skive Kommune.

Troels Madsen ved Årets Kulturpris 2019

Sådan kan man i få ord beskrive vinderen af Kulturelt Samråd Skives Fyrtårnspris – ”Årets Otto” – 2019, som i aftes d. 13/11 fik overrakt prisen ved en stor fest i Skive.

Troels Madsen har i 10 år været formand for foreningen Furkunst.dk og i de 10 år er foreningen vokset støt til i dag at bestå af omkring 120 medlemmer – en skønsom blanding af udøvende kunstnere og kunstinteresserede. I samme periode er Fur blevet kendt for bl.a. de mange fisk, som hvert sommerhalvår kan ses rundt på øen, de mange engle som lyser op i mørket i december måned, et stærkt øget antal gallerier og kunsthåndværkerbutikker, Furkunst.dk´s sommerkoncerter, sommerudstillingen og meget mere, som alt sammen udspringer fra Furkunst.dk og som på nær sommerudstillingen alt sammen er startet under Troels Madsens 10-årige formandskab i foreningen. Aktiviteterne er blevet båret frem af en stærk kollektiv indsats i bestyrelsen, men idémanden og tovholderen bærer oftest signaturen TM.

Troels Madsen er i dag efter eget valg ikke længere medlem af Furkunst.dk´s bestyrelse. Efter 10 år i formandsstolen mente han, at der skulle nye øjne og nye kræfter til og i dagligdagen fokuserer han på at drive ”Karolines Hus” – galleriet på Fur, som han ejer i fællesskab med sin kone Kunstmaleren Ellen Bye Jensen. Men ideer og indspark til Furkunst.dk´s bestyrelse skorter det fortsat ikke på, – et klart udtryk for af Troels Madsen fortsat vil noget med kunst og kultur og fortsat er en ildsjæl, som vil noget til gavn og glæde for os alle.

Og vinderne af årets kulturpriser er …

Der var prisfest, bobler, taler, underholdning og stående bifald i lange baner da 150 kulturinteresserede gæster fra hele Skiveegnen stimlede sammen i Skive Theater den 13. november for at hylde modtagerne af Skive Kommunes Kulturpris 2019 og Kulturelt Samråds fyrtårnspris ’Årets Otto’.

Spøttrup Cirklen modtager Skive Kommunes Kulturpris 2010, mens fyrtårnsprisen ’Årets Otto’ går til den kunstneriske ildsjæl Troels Madsen.

Spøttrup Cirklen fik overrakt Skive Kommunes Kulturpris 2019 sammen med en statuette af kunstneren Pia Viborg kontant håndsrækning på 20.000 kroner sponsoreret af Danske Bank:

”I er et godt eksempel på, hvordan man som forening kan påvirke et helt lokalsamfund”, lød det fra prisoverrækkeren Bent Dyrberg, formand for Kultur & Fritidsudvalget i Skive Kommune:

”I skaber oplevelser for lokale og for folk langvejs fra. I udbreder kulturen, laver udstillinger, musik, udflugter og foredrag – og I tager jer endda af de mindste i ’Mini Cirklen’. Derfor er I umulige at komme udenom”, lød det.

Udover Spøttrup Cirklen var Kulturnetværket Svanen og Hal-A nomineret til prisen.


Overvældet vinder

Kulturelt Samråds fyrtårnspris – kaldet ’Årets Otto’ efter dens første modtager Otto Lindum – tilfaldt kunstneren Troels Madsen. Han er en markant kulturel skikkelse, som i årevis har været ualmindeligt aktiv i kunstlivet på Fur, bl.a. i foreningen Furkunst.dk og i sit eget galleri Karolines Hus, samt som én af de stærke motorer bag Furs berømte fisk og meget andet.

”Jeg er meget overvældet – og utroligt glad for, at I har rettet spotlightet mod Fur, hvor kunsten er stærk og rodfæstet ”, lød det fra en overrasket Troels Madsen.

Prisen udløste en check på 5.000 kroner, samt en statuette skabt af den lokale glaskunstner Kaj Fjendbo.

Foto: Thomas Køser

Hanne Boel: – Dejligt at spille på Fur

– Det har været dejligt at spille og synge for jer. Sådan lød det fra Hanne Boel ved afslutningen af hendes koncert i weekenden på Fur Bryghus. Den kendte danske sangerinde gav sammen med guitaristerne Jens Runge og Jacob Funch en intens og stærk koncert. Nyt og gammelt blev blandet godt. Et helt nyt album fra Hanne Boel kommer i starten af det nye år, og de omkring 250 fremmødte fik gode numre at glæde sig til. Og så var der genhørsglæde ved de ”gamle” numre som f.eks ”Don’t know much about love” og afslutningsnummeret ”There is a light in your heart”. En flot og helstøbt koncert af Hanne Boel,

Hanne Boel leverede en intens og stærk koncert på Fur Bryghus.

13. november skal jeg til kulturprisfest!

– og jeg håber du vil med…

Af Jeppe Tandal Nielsen, Formand for Kulturelt Samråd Skive

Sidste år startede vi i Kulturelt Samråd en rigtig god tradition. Ved at uddele 2 kulturpriser var vi med til at hædre kulturlivet i Skive Kommune. Det synes jeg, vi har manglet hidtil.

13. november gør vi det igen, når vi i Kulturelt Samråd deler kulturpriser for 2019 ud. Dels Årets Otto, som går til en enkeltperson, som har gjort en særlig indsats for kulturlivet i Skive. Dels Skive Kommunes kulturpris, som er en kollektiv pris, og som dermed går til en forening, der har udmærket sig indenfor det kulturelle felt.

Vi har gjort en hel del for at gøre uddelingen af kulturpriser så festlig som muligt. Det har vi gjort ved at invitere en masse af de lokale kulturaktører til at komme og optræde. Blandt andet kigger Cirkusfabrikken og Skive Musikskole forbi og giver os nogle festlige kulturelle oplevelser. Vi får også besøg af et internationalt tangoorkester, samt Tango Midtvest som byder alle – der har lyst og mod til det – op til dans.

Vi har i planlægningen af arrangementet gjort meget ud af, at arrangementet både skal være en hyldest til prisvinderne og til kulturlivet i Skive Kommune i bred forstand. Og som nævnt skal det samtidig være festligt at være med til showet.

Jeg synes, at vi er lykkedes ret godt med at finde balancen mellem det underholdende og hyldesten til de mange kulturudøvere i Skive Kommune. Så derfor håber jeg rigtig meget på, at vi ses 13. november.

Du tilmelder dig ved at sende en mail til kontakt@kulturskive.dk inden 7. november

Kæmpeorkester blænder op for koncert

Oplev mere end 200 optrædende musikere og korsangere når det enorme Skive Symfoniorkester – som er sammensat til denne særlige lejlighed – indtager den store koncertsal i Kulturcenter Limfjord. den 16. november

Skive Symfoniorkester. Det lyder måske som noget, der kunne høre til på denne egn året rundt, men faktisk er Skive Symfoniorkester et kæmpeorkester, du indtil videre kun kan opleve én gang, nemlig i Kulturcenter Limfjord den 16. november.

”Det bliver fremragende”, lover musikskoleleder Anja Brejner Højgaard, som er hjernen bag foretagendet:

”Skive Symfoniorkester er bredt sammensat, og på scenen optræder både folkeskolebørn fra Orkestermester, dygtige amatører, samt topprofessionelle musikere med tilknytning til Skiveegnen”, lyder det.

I alt kan publikum opleve mere end 200 optrædende musikere og korsangere til en blændende koncert, hvor der er noget for enhver smag på programmet – lige fra børnemelodier som Mariehønen Evigglad til Grand March, Mozart og klassikeren Over the Rainbow.

Gratis koncert

Nej, en koncert som denne er ikke hverdagskost i Skive – eller ret mange andre steder. Ikke mindst fordi oplevelsen er ganske gratis:

”Rigtig mange mennesker finder stor glæde i musik, og det er så vigtigt for os, at alle borgere i kommunen får mulighed for at se, hvad vi kan byde på. Koncerten er med fri entré, og derfor også en oplagt oplevelse for dem, som ellers ikke normalt er gæster ved klassiske koncerter”, siger Anja Brejner Højgaard.

Skive Symfoniorkester består af musikere og korsangere fra bl.a. Salling Spillemænds Symfoniorkester og Underholdningsorkester, Nostalgia, Skive Postorkester, Skive Big Band, Skiveegnens Herrekor, Salling Koret, Skive Musikskoles Kor og Skive Musikskole. Dertil spiller børnene fra Orkestermester på Ådalsskolen, samt Orkesterskolen også med på et par numre.


Koncerten finder sted lørdag den 16. november kl. 16-18 i den store koncertsal i Kulturcenter Limfjord. Gratis entré.

Allstars Jubilæumskoncert: Stjernerne vender hjem

Skiveegnens Musiklegat fylder 10 år – og det bliver fejret med et brag af en jubilæumskoncert den 8. november, som præsenterer en perlerække af legatvindere gennem årene.

”Det bliver en rigtig god aften og alle interesserede er meget velkomne”, understreger Anja Brejner Højgaard, leder af Skive Musikskole og medarrangør af den store jubilæumskoncert, der løber af stablen den 8. november i Skive Theater:

”Skiveegnens Musiklegat har igennem 10 år uddelt legater til unge mennesker, som gerne ville fordybe sig i musik. Jubilæumskoncerten bliver et gensyn med gæve Skivebørn- og unge, som rejste ud i verden og fik noget ud af det – og nu kommer de hjem for at vise, hvad de har udviklet sig til”, fortæller hun.


En vanskelig karrierevej

Alle tidligere vindere af både solist- og bandlegater er blevet indbudt til at optræde. Derfor kan publikum på aftenen møde en bred vifte af habile musikere i alderen 15-35 år – unge mennesker, som trods store forskelle i genrerne har det tilfælles, at de alle har noget på hjerte og er godt på vej ind i et liv som professionelle musikere. En karriere som er vanskelig at leve af, men som faktisk lykkes for usædvanligt mange folk fra Skiveegnen:

”Jeg må virkelig understrege, at de unge på scenen til jubilæumskoncerten ikke er småkager – der er gedigne krummer i de her musikere. De er vildt dygtige til det, de laver og professionelle langt ud i fingerspidserne”, understreger Anja Brejner Højgaard.


Talenter i den varme sofa

På aftenens program er blandt andre den klassiske pianist Anna-Karina Heller Gjørup, jazzinspirerede Alfred Lykke Nielsen, den populære slagtøjsduo Artemik, singer-songwriteren Line Gade, sangerinden Louise Frost, samt det anmelderroste countryband Color, The Blind. I selskab med flere andre spirende stjerner.

De optrædende får selskab af konferencier og spørgejørgen Søren Vester, som i aftenens anledning naturligvis har medbragt en sofa – og som imellem de musikalske indslag tager en god snak med de unge mennesker om, hvor legatmidlerne førte dem til, og hvor de er på vej hen.

Koncerten finder sted den 8. november kl. 19-22 i Skive Theater. Gratis entré.

Vi spiller dansk igen

Musik-mørkeleg, udstillingskoncert, musikalsk foredrag, søndagsmusik på heden, jazz på museet – ja, i uge 44 er Skive atter Spil Dansk-kommune.

Når Spil Dansk løber af stablen fra den 28. oktober til 3. november er det med et flot program og noget for enhver smag:

”I ugens løb har du både mulighed for at opleve musikalske veteraner som Elisabeth Gjerluff Nielsen – og grønne skud fra Ungdomsskolen, Skive Musikskole og Drivhuset, som kan blive morgendagens musikmestre”, fortæller Anja Brejner Højgaard, leder af Skive Musikskole og koordinator af Spil Dansks kommunepakke.

Spil Dansk er årets store fest for dansk musik og hylder dansk produceret musik med en række arrangementer. Skiveegnen får både besøg af musikere udefra, men har også ”hjemmedyrkede arrangementer” i støbeskeen:

”Spil Dansk-ugen er godt nok en national begivenhed, men også en helt fantastisk mulighed for Skiveegnens beboere til at opdage lokale musikere og bands – både de professionelle, de spirende talenter og de skønne amatører”, siger Anja Brejner Højgaard.

Musik på tværs

Årets flotte Spil Dansk-program er bl.a. skabt ved hjælp af bidrag fra Skive Kommune og Kulturelt Samråd Skive. Her byder en blanding af professionelle, frivillige og musikalske ildsjæle fra Skiveegnen ind – gerne på utraditionelle steder:

”I år er det et ret gennemgående tema, at du møder musikken dér, hvor den spiller sammen med kunst, kulturarv eller noget helt tredje. Eksempelvis er der mørkeleg på biblioteket, jazz på museet, koncert i historiske rammer, musikalsk foredrag og udstillingskoncert”, siger Anja Brejner Højgaard og slutter:

”Jeg håber meget på, at alle nysgerrige vil lytte med og vove sig ud til nye musikoplevelser. Jeg kan kun sige, at det er det værd”.

I løbet af Spil Dansk Ugen kan du bl.a. opleve musiker og komponist Emil Hess på Skive Museum.
Foto: Spil Dansk Foto

Spil Dansk Ugen: Musiklivets Festuge

Spil Dansk er Danmarks største musikbegivenhed, som hvert år finder sted i uge 44. I 2019 har Spil Dansk fået rekord-opbakning fra hele 32 kommuner, der som Spil Dansk-kommuner fejrer ekstra mærkbart – mens samtlige 98 kommuner afholder lokale Spil Dansk-aktiviteter. Dertil spiller DR dansk musik på alle radiokanaler ugen igennem.

Når fotografi bliver kunst

Lørdag den 28. september slår Skive Museum dørene op til en dugfrisk udstilling: Kunstfotograf Trine Søndergaards bud på ”Herfra hvor vi står”, der bl.a. viser den helt nye værkserie ”Hovedtøj” – og lige nu går museets ansatte rundt og tæller dagene til åbningen.

”Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere udstillingen”, slår museumsinspektør Tilde Mønsted fast. Hun har bag kulisserne arbejdet med Trine Søndergaards udstilling i over et år, og nu er det endelig snart dagen før dagen:

”Ved første øjekast vil du møde hvide vægge med en række fotografier af bortvendte piger, som spiller på det æstetiske. Men der er så meget mere i det. Fotografiet har en sjov placering kunsthistorisk, fordi det har haft en lang kamp for at blive accepteret for alvor. Nogle mener, det er for nemt at tage et foto. Men det er det ikke – og Trine Søndergaard har virkelig manifesteret, at fotografi er en helt særlig kunstnerisk genre”, fortæller Trine Mønsted.


Vanskelige værker

Men hvor befinder det kunstneriske sig i Trine Søndergaards fotografier? Hvad adskiller det fra ethvert andet pressefoto eller modeblads-skud?

”Fotografierne kobler fortiden med nutiden. Kunst med kulturhistorie”, lyder det.

Kort sagt skaber Trine Søndergaard med bittesmå virkemidler et møde mellem nutiden og 200 år gamle genstande. Værkerne udforsker bl.a. den betydning, kvinders hovedbeklædning har haft i dansk historie og hvordan det markerer en national identitet. I 1800-tallet var hovedtøjerne ganske vigtige for kvinderne og markerede bl.a. forskellen mellem gift og ugift, ung og gammel, rig og fattig – og hvordan udspiller mødet sig mellem historien og nutidens kvindeliv i dag? Hvad vil det fortælle dig?

Det får du ikke et færdigt svar på. Værkerne har nemlig ikke i sinde at lade dig forlade museet med en afklaring – og jo mere du studerer værkerne, jo mere slørede og vanskelige bliver de, forklarer Tilde Mønsted. Eksempelvis er mærkesedlen i tøjet tydeligt på flere af fotografierne, og en rygvendt pige er afbilledet med uren hud over hele ryggen. Ganske bevidst fanget på kamera:

”Der er altid noget, der skærer i øjet og gør os nysgerrige. Et pænt portrætfoto af en smilende pige har du afkodet med det samme – sådan er det ikke her. Intet bliver afsluttet, og værkerne efterlader et hul i os, vi selv skal udfylde. For hvorfor kan vi ikke se hendes blik? Hvorfor har hun ikke fjernet mærkesedlen? Smiler hun? Er hun ked af det? Keder hun sig? Du kan ikke se, hvad der er på færde”, siger Tilde Mønsted.

Det er én af grundene til, at fotografierne er udstillet på Skive Museum som kunstværker, og ikke ligger på Instagram. Det er værker, som vil noget på flere niveauer – fotografiet er blot et medie, et middel, til at nå dertil.


Lokale piger på museet

Spørger man hvordan værkerne blev til, er det egentlig ganske jordnært: De er skabt i et mødelokale i Museum Sallings administrationsbygning i Rønbjerg. Forinden havde havde Trine Søndergaard været på opdagelse i museets samling af huer, kyser, tørklæder og hårsmykker fra Skiveegnen i 1800-tallet og fundet inspiration til det efterfølgende arbejde med sine værker:

”Vi søgte efter lokale modeller, men det viste sig faktisk at være en udfordring, for flere piger fra Skiveegnen var bekymrede for, hvad folk ville sige og tænke. Det er i sig selv interessant, når man tænker på, hvordan mange unge i dag iscenesætter sig selv på de sociale medier”, funderer Tilde Mønsted:

”Men det har måske alligevel været for utrygt. Dine egne billeder bestemmer du jo selv over – men her har du ingen styring med den hovedbeklædning du får på, den positur, du sidder i eller den måde, du bliver afbilledet på. Du er model i et kunstværk, og du kan ikke gøre krav på det”.

Det blev alligevel til enkelte lokale modeller, og dertil nogle langvejs fra, som havde henvendt sig, fordi de kendte til Trine Søndergaard og hendes arbejde i forvejen. De fleste af pigerne er fra på lørdag at finde på Skive Museums vægge – siddende med ryggen til i kunstværker, som indeholder mere end øjet fanger ved første blik:

”Jeg tror, mange bliver overraskede over den dybde, der er i udstillingen”, siger Tilde Mønsted og slutter af med at opfordre alle nysgerrige til at besøge museet og opleve Trine Søndergaards værker.

Trine Søndergaard: En vidt anerkendt kunstfotograf

Kunstfotograf Trine Søndergaard, født i 1972, har kvinders historie som et væsentligt omdrejningspunkt i sit arbejde – og særligt hvordan deres historie knyttes til beklædningsgenstande, som både er et udtryk for noget personligt og kulturelt.

Trine Søndergaard er internationalt anerkendt for sit tyste og kraftfulde billedsprog. Hun er blandt andet modtager af den tyske Albert Renger-Patzsch Prize og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Derudover har Trine Søndergaard udstillet i det meste af verden og er repræsenteret i en lang række internationale museumssamlinger



Om udstillingen: én af syv

Udstillingen ’Hovedtøj’ er en del af projektet ’Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet’, der er blevet til i et samarbejde mellem syv kunstmuseer: Randers Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Skovgaardmuseet, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig samt Skive Museum.

I projektet arbejder en bred vifte af danske og internationale kunstnere med national identitet: Hvor kommer den fra? Hvad består den af? Hvad betyder den? Og hvordan behandles den i kunsten?

Trine Søndergaards udstilling er at finde på Skive Museum i perioden 28. september – 1. marts 2020.

©Trine Søndergaard. Untitled. 2019. Archival pigment print. Courtesy Martin Asbæk Gallery & Bruce Silverstein Gallery