STOL: Jagten på Sallings arv

Kan et borger-håndværker-designer-kunstnerprojekt med stolen som holdepunkt være med til at genoplive Sallings ry som et slaraffenland for møbelhåndværkere? Måske. Forsøget er i hvert fald i gang – og du kan se en udstilling om det på Spøttrup Borg fra den 20. september.

”Vi tænker ofte på Salling som et landbrugsområde, men her er faktisk en meget stærk industriel kulturarv. Næsten alle jeg har mødt har – eller kender nogen der har – arbejdet indenfor møbelindustrien”, fortæller Lene Noer. Hun er kunstner og kurator for sammenslutningen Grasslands, som arbejder med udviklingen af landdistriktsområder med kunst som omdrejningspunkt. Og som står bag projekt STOL.

”Jeg har i de seneste år gået op og ned af møbelfabrikken i Åsted og hørt en masse historier om alle de møbelfabrikker, der har været i Salling. På et tidspunkt var der omkring 70. Det er virkelig mange”, understreger Lene Noer.

Det er netop den tradition, projekt STOL har bidt sig fast i. Formålet er at skabe en platform for møbeldesign, som kan bidrage med konkrete idéer til de omkringliggende industrier:

”For det er ingen hemmelighed, at Salling har brug for at kunne tiltrække og fastholde de unge og skabe arbejdspladser. I øvrigt synes jeg også det er vigtigt at genoplive den stolthed og respekt for håndværksfaget, det fortjener”, bemærker Lene Noer.

Når kunst møder design

STOL skal ikke kun se bagud på det, der engang var – det skal også tænke fremad. Tænke i redesign og genbrug. Tænke det grønne og bæredygtige ind i processen og produktionen. Skabe fremtidens stol. For selvom en stol kan synes at være et stykke inventar med et banalt formål, kan de færreste mennesker alligevel gå i værkstedet og skabe markedets ny klassiker. Det er en færdighed og en faglighed, at få materialer, form, stil og ideologi til at gå op i en højere enhed:

”Vi tror, at vi kan frembringe den perfekte stol ved at koble håndværkere, kunstnere og designere. Med fælles kræfter kan vi arbejde i krydsfeltet mellem det kunstnerisk unikke og det designmæssigt producerbare. Stole man sidder godt i, og som er usædvanligt spændende, smukke eller sjove at se på, og som samtidig forholder sig til tanken om redesign og genbrug”, siger Lene Noer.

Forskellen på kunstneren og designeren er måske lille, men markant. For designeren må have for øje, at deres skabninger kan reproduceres og sælges. Kunstneren har den totale selvbestemmelse – og dermed muligheden for at gribe stoledesign anderledes an. Det er netop den kombination, som i samarbejde med lokale, nytænkende håndværkere og lokale borgere skal indsprøjte det særlige Salling-DNA i nye kreationer.


Problemet med stole

Men når man som ganske almindelig borger, ung håndværker, designer og kunstner udfordrer de store stolemestres enemærker, kan et projekt som dette så bære?

”Jo”, mener Lene Noer:

”For problemet med stole er, at der er lavet enormt mange fantastiske stole af internationalt anerkendte mestre: Arne Jacobsen, Verner Panton, Hans j. Wegner. Men siden deres storhedstid er der ikke lavet ret mange spændende stole. Der er ingen fornyelse, og den danske minimalisme kammer hurtigt over i det kedelige. Det tager vi som en udfordring”, siger Lene Noer med et smil.

Selv hvis STOL resulterer i en bunke stole, der ikke kan bruges til noget som helst, er der alligevel en vigtig læring i det fællesskab, der er opstået omkring projektet i lokalområdet.

”Med STOL graver vi i historien og får den til at pege ind i fremtiden – og vi gør det ved at involvere borgerne i området. Vi mærker, at der er opstået en særlig fællesskabsånd, og det har stor værdi at opnå fælles fodslag og en større bevidsthed om, hvad vi kan gøre, når vi løfter sammen”.

Læs mere om Projekt STOL på Grasslands hjemmeside

En glemt fortælling

Ny Spøttrup

Gemt væk fra landevejen med udsigt til fjorden finder du den gamle studegård Ny Spøttrup. Her bor Marianne Lindsman, som arbejder på at indrette sit hjem i tråd med gårdens storhedstid i det 17. århundrede. Samtidig har hun gravet i historien om gårdens berygtede ophavsmand Niels Breinholt, og genskabt en markant og næsten glemt Salling-arv i bogform

Marianne Lindsman synes at vide alt, der er værd at vide om de hemmeligheder, de rå mure har lyttet til i århundreder. Hun har i symbolsk forstand vendt hver en sten i sin ejendom, mens hun har renoveret, genetableret og indrettet sit hjem med udpræget respekt for stedets historie.

”Jeg plejer at sige, at jeg renoverer baglæns”, siger Marianne Lindsman, mens hun viser rundt.

Her står Madam Blå på rad og række, mens ilden knitrer i brændeovnen, de guldindfattede malerier pryder væggene over de tunge møbler – og næsten enhver flise bærer præg af 150 års brug. Slidt, men ikke udtjent. Snarere sælsomt præget af tid og liv, der har passeret. Hvert eneste rum er nu en fortælling i sig selv. Og det er først, når man bevæger sig rundt på den store studegård, at man for alvor forstår omfanget af den bedrift, der har skabt den: for bygningerne er opført af kampesten, der er fundet på markerne omkring Spøttrup. Tonsvis og atter tonsvis af sten er møjsommeligt blevet hentet hjem fra den oppløjede hede med hestevogn.

Sådan så Ny Spøttrup ud på Niels Breinholts tid. I dag står kampestensmurene stadig, og meget af stedets indre står som det gjorde dengang.

525 kvadratmeter stuehus og dertil hørende lade og stald. Opført i 1870 under studehandleren Niels Breinholt fra Spøttrup Borg – en ualmindeligt markant og driftig herre, som sammen med resten af sin slægt havde en enorm betydning i 1800-tallet. Både lokalt og i hele Danmark, fordi studehandlernes eksport satte gang i både togdrift og skibsfart og skaffede penge i statskassen.

En tid de fleste i dag ikke ved ret meget om, men som har påvirket hele Danmarkshistorien.

”Det springer på én”

Det lå ellers ikke i kortene, at Ny Spøttrups far Niels Breinholt og fortællinger fra studehandlernes storhedstid skulle genopstå her under Marianne Lindsmans vinger. Marianne selv er fra Horsens, hendes mand Leif fra Fyn, og de boede i årevis i Åkjær udenfor Skive. I 2007 faldt Leif imidlertid for den gamle studegård Ny Spøttrup – som på det tidspunkt havde stået tom i seks år og var forfaldet i en sådan grad, at de mørnede tapeter og mugsorte lofter kun kunne vinde en håndværkers hjerte. Og Leif var netop en dedikeret håndværker:

”Jeg syntes ikke, vi skulle købe stedet, men min mand insisterede. Han forestillede sig, at han nemt kunne ordne det hele. Så vi købte gården og flyttede hertil”, fortæller Marianne.

To år senere døde Leif. Hans enke stod tilbage med en studegård, hvor renoveringen kun lige var begyndt og 3,5 hektar jord. Marianne kunne have forladt det hele, men hun blev. Også selv om kampene for at realisere drømmene for stedet sjældent har været nemme:

”Men det her sted springer på én. Man kan ikke slippe det eller bare være ligeglad”.

Ny Spøttrup har gennemgået en større renovation, og de fleste af rummene er i dag indrettet i respekt for stedets historie. Foto: Marianne Lindsmand.

En grisk mand?

Og hvem var så studehandleren Niels Breinholt, og hvordan gik det til, at han fangede Marianne Lindsmans opmærksomhed?

”Da min mand og jeg flyttede herud, kendte vi ikke meget til hverken Salling eller studehandlerne, men vi fik at vide, at ham der havde bygget vores nyerhvervede gård hed Niels – og at han i øvrigt var ”en grimme ka’l””, beretter Marianne Lindsman:

”Jeg hørte så uendeligt meget dårligt om ham: Han havde tørlagt Spøttrup Sø, ødelagt Spøttrup Borgs kælder for at lave brændevin, brændt det gamle godsarkiv og solgt døbefonten fra Rødding Kirke til en mand, der brugte det som svinetrug. En rædsomt grisk mand”.

Men beretningen om den grådige og barske Niels Breinholt, som uden tvivl ville have solgt sin egen oldemor til fanden for klingende mønt, bed sig ikke fast hos Marianne Lindsman:

”Jeg tænkte, at der da må være noget godt at sige om et menneske. Så jeg begyndte at lede, og det viste sig, at det var der – og det er der”.

Faktisk er der så meget at sige om den driftige Niels Breinholt, at Marianne Lindsman har skrevet en nyligt udgivet bog om netop ham, om Ny Spøttrup og om studehandlerne på egnen.

En lille hyrdedreng fra Ny Spøttrups storhedstid som studegård.

Min ven Niels

Men hvorfor beskæftige sig med en mand, der har været død i så mange år – og føle så stærkt for at forsvare ham og de handlinger, der gang på gang satte lokalområdet på den anden ende?

”Niels er blevet min ven. Jeg går og passer lidt på ham, for jeg synes, det er synd kun at tale dårligt om ham. Han var en meget karismatisk mand”, siger Marianne Lindsman med et smil:

”Han har været for meget på én eller anden måde – men der er også så mange, der er for lidt”.

Den berømte og berygtede Niels Breinholt var en driftig herre, som ikke efterlod omgivelserne uberørte. Det har han ikke høstet meget hæder for, men Marianne Lindsmand påpeger, at der er mere i den historie, end de fleste umiddelbart ved.

Marianne Lindsman peger på, at Niels Breinholts eftermæle er mere nuanceret, end de fleste som har stiftet bekendtskab med hans historie har oplevet:

”Hans familie sagde om ham, at han var ærlig, sanddru, venlig og godtroende. Samtidig var han en iværksætter, som ikke kunne holde sig til det sikre – han satsede, og nogle gange gik det ikke så godt, og det bebrejdede man ham – og bebrejder ham stadig i dag”, siger hun:

”Jeg tror, det kan være både spændende og sundt at vende historien lidt på hovedet. Det er blandt andet det, jeg vil med bogen. Jeg synes også, det er vigtigt at give folk adgang til et stykke af deres egen historie, de måske ikke har oplevet endnu. Der er rigtig mange efterkommere af de gamle studeslægter derude”.