De vildeste ting i Wunderkammeret

Billede fra udstilling - Museums samlingen.

Skive Museum har en hel del unikke genstande – men hvilke er egentlig Wunderkammerets pryd? Museumsinspektør Anne Birgitte Stilling Jessen giver sit bud her.

Isbjørnen

Havde du allerede gættet det? Selvfølgelig er museets gamle, slidte isbjørn selvskrevet på listen.

”Alle generationer i Skive forbinder Skive Museum med Isbjørnen, selvom den strengt taget ikke rigtig hører til her”, fortæller Anne Birgitte Stilling Jessen.

Isbjørnen blev museets eje, da Grønlandsstyrelsen donerede den i begyndelsen af 1930’erne. På omtrent samme tid som den danske polarforsker Lauge Koch forærede museet sin grønlandssamling – under betingelse af at Skive Museum fik en ny bygning. Det skete i 1942, og siden da har isbjørnen fulgt sit museum i tykt og tynd.

”Isbjørnen er blevet klappet og aet i lige så mange år, som den har stået på museet. Derfor er den blevet temmelig slidt på snuden, og er nu et pragteksempel på, hvorfor man ikke må røre ved museumsgenstande”, ler Anne Birgitte Stilling Jessen.

Isbjørn, Wunderkammer, Skive Museum
Isbjørn, Wunderkammer, Skive Museum

Marie Bregendahls dødsmaske

Da Marie Bregendahl døde i Fly i 1940 blev hendes ansigt ganske kort efter det sidste åndedrag foreviget i gips. Trods Marie Bregendahl har ligget på Fly Kirkegård i omtrent 80 år, er hendes sidste ansigtstræk bevaret på Skive Museum.

”Du kan se alle hendes træk: øjenvipperne, fugerne i huden, næsen og kinderne der er sunket ganske let. Døden er meget nærværende”, siger Anne Birgitte Stilling Jessen:

”Når du ser et menneskekranie på et museum, er døden langt væk. Det er afpillede knogler, du kan ikke se, hvem det var engang. Men det kan du her. Derfor er dødsmasken en utroligt stærk genstand. Du kommer ikke nærmere døden, medmindre du står overfor et rigtigt lig”.

Marie Bregendahl var en stærk kvinde i sin samtid og en kendt forfatter, som mange gymnasieelever har stiftet bekendtskab med. Hun var gift med Jeppe Aakjær i et kort og stormfuldt ægteskab.

Marie Bregendahls dødsmaske, Wunderkammer, Skive Museum
Marie Bregendahls dødsmaske, Wunderkammer, Skive Museum

Uniform fra 1864

Ved første øjekast syner den måske ikke af meget – den blå uniform båret ved skanserne ved Dybbøl i 1864. Men en ganske lille og sirlig syning i ærmet afslører, at der er mere i den historie:

”Kresten Olesen fra Oddense deltog i krigen mod tyskerne, og blev under kamp skudt i højre arm. Kuglen gik igennem armen, og der gik slem betændelse i såret, så Kresten blev invalid for livet. Den lillebitte syning, du måske ikke engang opdager, fortæller historien om en begivenhed, som fik enorm betydning for resten af Krestens liv”, fortæller Anne Birgitte Stilling Jessen:

”I historien er også det interessante i, at der faktisk var en del lokale folk, som deltog i krigen, selvom vi befinder os langt fra grænsen”.

Uniform fra 1864,  Wunderkammer, Skive Museum
Uniform fra 1864, Wunderkammer, Skive Museum

Gaia

Hvis Skive Museum en dag stod i flammer, ville maleriet ’Gaia’ nok være ét af de første mål for en redningsaktion. Utallige skolebørn og besøgende på museet har set Carsten Svennsons berømte maleri fra 1989:

”Gaia er et værk, du aldrig bliver færdig med – selv ansatte på museet, som har været her i årevis, opdager stadig nye ting i det”, siger Anne Birgitte Stilling Jessen.

Gaia er malet i 1989-92, men er stadig skræmmende aktuel:

”Gaia handler om at være menneske på jorden. Ved første øjekast er der masser af humor, men alvoren lurer også: hovedløse danskere vinker med Dannebrog, hængte mennesker, giftgasser, døde mennesker der flyder i forpestet vand. Gaia er fyldt med katastrofale hændelser, kritik og satire flettet ind i hinanden. Det er malet for 30 år siden, men det kunne lige så vel have været malet i dag – vi har ikke lært noget”, siger Anne Birgitte Stilling Jessen.

Gaia, Wunderkammer, Skive Museum
Gaia, Wunderkammer, Skive Museum

Pigen på Stolen

Én af de første ting du møder i Wunderkammeret er en meget skrøbelig, lille pige, som sidder på en stol. Skulpturen er skabt af Kurt Trampedach i starten af 1970’erne:

”Det er faktisk en afstøbning af hans datter Louise. Han smurte børnene ind i vaseline og gips, og så skulle de bare vente og vente”, siger Anne Birgitte Stilling Jessen om afstøbningen:

”De fleste ser et forsømt, nøgent barn med uglet hår og nedslået blik. Den figur vi møder, er så realistisk, at vi aflæser det som et menneske – og vi ser faresignalerne. Havde hun været et rigtigt menneske, havde vi for længst underrettet kommunen”, lyder det.

Den lille pige sætter i den grad følelserne i spil hos museets gæster – og netop derfor er hun en vigtig del af Wunderkammeret.

Pigen på stolen, Wunderkammer, Skive Museum
Pigen på stolen, Wunderkammer, Skive Museum

Perlerne fra Mollerup

I 1940 gik far og søn i en gammel mose ved Mollerup i Vestsalling og gravede tørv, da faderen pludselig stødte spaden i noget, der knasede og udbrød:

”A tyckes det æ’ grus”.

Men det er ikke grus. Det er en enorm offergave af ravperler – næsten 13.000 – og i antal er det Danmarks største ravperlefund.

”Da de lokale opdager fundet, drager folk og fæ til Mollerup for at finde perler i tusindvis. Den daværende museumsforstander N. C. Bøgelev får fart på. Han tager til Mollerup og holder tale, hvor han appellerer til dem, der har været på skattejagt, og beder dem om at aflevere deres perler – for det er et nationalt klenodie. Desuden vil de perler, der ikke bliver konserveret, smuldre bort”, fortæller Anne Birgitte Stilling Jessen:

”… Og folk lyttede. De valfartede til museet, og afleverede ravperler i tændstikæsker, cigaretposer, bagerposer og hvad de nu ellers havde. Til sidst var der 12.849 perler.”

Den store offergave stammer fra bondestenalderen, og er sat i mosen i en krukke. Ingen ved, hvorfor gaven blev givet til guderne. Men offeret er stort og perlerne er ubrugte – så det er sikkert og vist, at nogen har haft et stort ønske om at få gudernes opmærksomhed.

Perlerne fra Mollerup, Wunderkammer, Skive Museum
Perlerne fra Mollerup, Wunderkammer, Skive Museum

Når fotografi bliver kunst

Lørdag den 28. september slår Skive Museum dørene op til en dugfrisk udstilling: Kunstfotograf Trine Søndergaards bud på ”Herfra hvor vi står”, der bl.a. viser den helt nye værkserie ”Hovedtøj” – og lige nu går museets ansatte rundt og tæller dagene til åbningen.

”Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere udstillingen”, slår museumsinspektør Tilde Mønsted fast. Hun har bag kulisserne arbejdet med Trine Søndergaards udstilling i over et år, og nu er det endelig snart dagen før dagen:

”Ved første øjekast vil du møde hvide vægge med en række fotografier af bortvendte piger, som spiller på det æstetiske. Men der er så meget mere i det. Fotografiet har en sjov placering kunsthistorisk, fordi det har haft en lang kamp for at blive accepteret for alvor. Nogle mener, det er for nemt at tage et foto. Men det er det ikke – og Trine Søndergaard har virkelig manifesteret, at fotografi er en helt særlig kunstnerisk genre”, fortæller Trine Mønsted.


Vanskelige værker

Men hvor befinder det kunstneriske sig i Trine Søndergaards fotografier? Hvad adskiller det fra ethvert andet pressefoto eller modeblads-skud?

”Fotografierne kobler fortiden med nutiden. Kunst med kulturhistorie”, lyder det.

Kort sagt skaber Trine Søndergaard med bittesmå virkemidler et møde mellem nutiden og 200 år gamle genstande. Værkerne udforsker bl.a. den betydning, kvinders hovedbeklædning har haft i dansk historie og hvordan det markerer en national identitet. I 1800-tallet var hovedtøjerne ganske vigtige for kvinderne og markerede bl.a. forskellen mellem gift og ugift, ung og gammel, rig og fattig – og hvordan udspiller mødet sig mellem historien og nutidens kvindeliv i dag? Hvad vil det fortælle dig?

Det får du ikke et færdigt svar på. Værkerne har nemlig ikke i sinde at lade dig forlade museet med en afklaring – og jo mere du studerer værkerne, jo mere slørede og vanskelige bliver de, forklarer Tilde Mønsted. Eksempelvis er mærkesedlen i tøjet tydeligt på flere af fotografierne, og en rygvendt pige er afbilledet med uren hud over hele ryggen. Ganske bevidst fanget på kamera:

”Der er altid noget, der skærer i øjet og gør os nysgerrige. Et pænt portrætfoto af en smilende pige har du afkodet med det samme – sådan er det ikke her. Intet bliver afsluttet, og værkerne efterlader et hul i os, vi selv skal udfylde. For hvorfor kan vi ikke se hendes blik? Hvorfor har hun ikke fjernet mærkesedlen? Smiler hun? Er hun ked af det? Keder hun sig? Du kan ikke se, hvad der er på færde”, siger Tilde Mønsted.

Det er én af grundene til, at fotografierne er udstillet på Skive Museum som kunstværker, og ikke ligger på Instagram. Det er værker, som vil noget på flere niveauer – fotografiet er blot et medie, et middel, til at nå dertil.


Lokale piger på museet

Spørger man hvordan værkerne blev til, er det egentlig ganske jordnært: De er skabt i et mødelokale i Museum Sallings administrationsbygning i Rønbjerg. Forinden havde havde Trine Søndergaard været på opdagelse i museets samling af huer, kyser, tørklæder og hårsmykker fra Skiveegnen i 1800-tallet og fundet inspiration til det efterfølgende arbejde med sine værker:

”Vi søgte efter lokale modeller, men det viste sig faktisk at være en udfordring, for flere piger fra Skiveegnen var bekymrede for, hvad folk ville sige og tænke. Det er i sig selv interessant, når man tænker på, hvordan mange unge i dag iscenesætter sig selv på de sociale medier”, funderer Tilde Mønsted:

”Men det har måske alligevel været for utrygt. Dine egne billeder bestemmer du jo selv over – men her har du ingen styring med den hovedbeklædning du får på, den positur, du sidder i eller den måde, du bliver afbilledet på. Du er model i et kunstværk, og du kan ikke gøre krav på det”.

Det blev alligevel til enkelte lokale modeller, og dertil nogle langvejs fra, som havde henvendt sig, fordi de kendte til Trine Søndergaard og hendes arbejde i forvejen. De fleste af pigerne er fra på lørdag at finde på Skive Museums vægge – siddende med ryggen til i kunstværker, som indeholder mere end øjet fanger ved første blik:

”Jeg tror, mange bliver overraskede over den dybde, der er i udstillingen”, siger Tilde Mønsted og slutter af med at opfordre alle nysgerrige til at besøge museet og opleve Trine Søndergaards værker.

Trine Søndergaard: En vidt anerkendt kunstfotograf

Kunstfotograf Trine Søndergaard, født i 1972, har kvinders historie som et væsentligt omdrejningspunkt i sit arbejde – og særligt hvordan deres historie knyttes til beklædningsgenstande, som både er et udtryk for noget personligt og kulturelt.

Trine Søndergaard er internationalt anerkendt for sit tyste og kraftfulde billedsprog. Hun er blandt andet modtager af den tyske Albert Renger-Patzsch Prize og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Derudover har Trine Søndergaard udstillet i det meste af verden og er repræsenteret i en lang række internationale museumssamlinger



Om udstillingen: én af syv

Udstillingen ’Hovedtøj’ er en del af projektet ’Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet’, der er blevet til i et samarbejde mellem syv kunstmuseer: Randers Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Skovgaardmuseet, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig samt Skive Museum.

I projektet arbejder en bred vifte af danske og internationale kunstnere med national identitet: Hvor kommer den fra? Hvad består den af? Hvad betyder den? Og hvordan behandles den i kunsten?

Trine Søndergaards udstilling er at finde på Skive Museum i perioden 28. september – 1. marts 2020.

©Trine Søndergaard. Untitled. 2019. Archival pigment print. Courtesy Martin Asbæk Gallery & Bruce Silverstein Gallery

Tarok Museet: Sidste chance

Den 31. oktober lukker Tarok Museet for sidste gang. Indtil da har du en sidste chance for at genopleve indtryk fra en æra, som varede så kort – men som har brændt sit minde ind i utallige hukommelser.

Stemning er der i metermål på Tarok Museet. Her i den originale stald er den berømte travhest Taroks gamle boks stadig bevaret, og fortællingen om ham bliver holdt i live af tusindvis af effekter – lige fra billeder til tøj, pokaler, bannere, avisudklip fra verdens aviser og kulisser fra filmen om Tarok.

Ikke at han vil blive glemt, når museet lukker og slukker den 31. oktober 2019. For Tarok var meget mere end en succesfuld rødbrun travhest fra Skive. Han var et ikon. Et klenodie i den danske bevidsthed – og i øvrigt en møgforkælet diva, som Ingelise og Jørn Laursen udtrykker det:

”Mange husker ham. Hvert år oplever vi, at der kommer gæster på museet, som har været her ti gange før, men som bare ønsker at suge atmosfæren”, siger Jørn Laursen.

Tarok Museet huser – foruden et utal af effekter – en masse billeder fra Taroks storhedstid. Du kan stadig nå at opleve dem pryde væggene i Taroks gamle stald.

Det var hans forældre, Karl og Elisabeth Laursen, der i sin tid ejede Tarok, og Jørn har selv kørt hesten til utallige sejre på travbaner over hele verden. I dag sender han et nik mod hustruen Ingelise, som han i den grad kan takke for, at museet blev en realitet. Fordi hun aldrig har smidt noget ud:

”Personligt bruger vi ikke museet som et påskud for at huske Tarok. Det er andre, der mindes ham her. Vi har ham jo altid med os herinde”, siger Jørn og klapper sig for brystet.

Han erkender dog, at arbejdet omkring museet også har været en måde at bearbejde tabet på. For selvom Tarok har været borte i 38 år, er Jørn og Ingelise stadig mærket af bekendtskabet.

Tarok er foreviget i granit af vendelbo-sangeren Ib Grønbech.

”Han gik lige ind i folk”, bemærker Jørn.

Han løber aldrig tør for ord, når det handler om Tarok. Der er så meget at sige.

Da Tarok-epidemien ramte

Men hvis man er under 40 år og måske ikke ved ret meget om heste – hvad handler alt det her så om?

Jo, Dannebrog på fire ben var en folkehelt i 1970’erne. Et væsen, der sparkede en så stærk nationalfølelse op fra travbanens støv, at historierne om Tarok-manien næsten er ufattelige: Der er blandt andet historien om, hvordan 600 mennesker drog over Atlanterhavet – i en tid, hvor det ikke var hverken almindeligt eller billigt at rejse fra Europa til Nordamerika – for at se Tarok løbe i 2 ½ minut på en travbane. Tusindvis fulgte løbet i radioen, hvor det blev direkte transmitteret. Andre historier fortæller om, hvordan publikumsmagneten Tarok trak kilometerlange bilkøer på travbaner overalt i landet, og at politiet ved en VM-test på travbanen i Billund over trafikradioen måtte bede folk om at holde sig væk, fordi der var komplet bilkaos. Hvordan folk bar Tarok-trøjer, Tarok-indkøbsposer, Tarok-jakker, Tarok-livremme og Tarok-tasker.

Så stor var han.

”Men han var også bemærkelsesværdig. Han vandt 111 løb i 156 starter, og flere af dem var blandt datidens verdensstjerner”, siger Jørn Laursen. Han sad selv i sulkyen bag Tarok, når hesten tog sine sejre:

”For mig at se var han ikke et stjerneskud. For de har det med at komme farende og forsvinde lige så hurtigt igen. Tarok derimod holdt skansen i mange år”.

Tarok vandt 111 løb i 156 starter – og flere af løbene vandt han overlegent foran datidens verdensberømte travheste.

En afhængighed

Tarok Museet er også fortællingen om en familie. Hvilket også dengang i 1970’erne bidrog til den beundring, der omgav Tarok: For historien om den stoiske og arbejdsomme familien Laursen, som fik en verdensstjerne ud af en halvskør discount-traverhoppe og besejrede alverdens fine og dyre heste, talte til danskernes stolthed.

Men spørger man Jørn og Ingelise Laursen, var berømmelsen aldrig det vigtigste. Uanset hvor mange penge Tarok vandt, blev staldlivet med udmugning, træning, fodring og pleje aldrig udskiftet med dyre hoteller og champagne.

”Vi sov altid i stalden, når vi var ude. I soveposer i halmen. Fordi vi var der for Taroks skyld, og han skulle ikke stå alene i fremmede bokse i flyvemaskiner, transporter og færger, mens vi krøb i lune senge”, lyder det.

Ej heller kom det nogensinde på tale at sælge Tarok. Han var familie:

”Det var ganske utænkeligt, at vi ikke skulle være omkring vores heste. Sådan er det bare. Det begynder med H, det er vanedannende, skidedyrt og lugter af Pommern til – men det er hverken hash eller heroin, det er hest”, griner Jørn Laursen.

Mange af Taroks flotte pokaler, bannere og medaljer er samlet på Tarok Museet.

Genopdag fortællingen

Det sluttede en kold januarnat i 1981. Tarok døde af tarmbetændelse. Knap 9 år gammel.

Familien Laursen begravede ham ved foden af en gravhøj på en vindblæst mark. I al hemmelighed i nattens mulm og mørke for at undgå at skulle forholde sig til pressen midt i sorgen. Det lykkedes ikke helt. Journalisterne var allerede begyndt at ringe til Jørn tidligere på dagen for at få rygtet bekræftet, og samme aften blev TV-avisen indledt med ordene:

”Dannebrog på fire ben er død …”

Dagen efter prægede Taroks død alle landets avisforsider. Landesorgen var total, og i dagevis strømmede biler i lange karavaner til gården for at se Taroks sidste hvilested. Men intet sted var sorgen så stor som hos familien Laursen.

I dag markerer kun en beskeden lille plet af blomster, hvor Tarok ligger. Få skridt derfra er Jørn Laursens forældre nedsat.

Indtil den 31. oktober kan du få den sidste samlede stemningsfyldte fortælling med – lige her hvor et stykke Danmarkshistorie på fire hove blev født, levede og døde.

Tarok er begravet ved foden af en gravhøj med udsigt til sin gamle stald. Kun sporadiske, vildtvoksende blomster markerer hans sidste hvilested.

En 10.000 timers revolution

Et møde med kunstneren Ib Monrad Hansen er en kunstnerisk karruseltur, hvor samfundets sandheder bliver vendt på hovedet, hvor langsommelighed er en dyd – og hvor det gammeldags er moderne.

På Skive Museum kan du netop nu opleve udvalgte værker af Ib Monrad Hansen i udstillingen ”Another way of painting – another way of thinking”. Udstillingen betyder et møde med en kunstner, som på én og samme tid er jordbunden og ambitiøs, mens han udfordrer de sandheder, vi tror, vi kender. Et opgør med det 20. århundredes grundlæggende kunstteori og med det samfund, den har påvirket og ladet sig påvirke af:

”Kunst er ikke tankeløst. Der har altid været en sammenhæng mellem den måde, man skaber kunst på, og den måde vi opfatter verden. Fordi de to hænger sammen, vil det have tankemæssige konsekvenser, når du griber kunsten anderledes an. Derfor er min vej bare en anden måde at angribe det moderne på”, forklarer Ib Monrad Hansen.

At grave lig på kirkegården

En anden måde. På mange måder.

Et maleri er for Ib Monrad Hansen nemlig ikke blot et maleri i kunstnerisk forstand: Det er et tankespind strikket sammen af kulturhistorie, kunst, politik, filosofi og samfundstænkning. En kompleks og krævende arbejdsgang, der udforsker hvad maleri er og kan.

”Jeg mener, at ét af det 20. århundredes problemer er, at man har adskilt kunst og tækning. Kunst er stille og roligt blevet mindre relevant for verden og har koncentreret sig om sig selv. Men hvis kunsten ikke vil verden noget, hvorfor fanden skulle verden så interessere sig særligt meget for den?” Spørger Ib Monrad Hansen uden at forvente at få svaret serveret på et sølvfad. Nej, han ønsker selv at granske, undersøge og udforske. Gennem maleriet:

”Lige nu handler det for mig om at se på, om man tog fejl, da man sagde, at maleriet ikke må referere til sin omverden. Det billedlige er jo efterhånden så mistænkeliggjort, at det nærmest er forbudt – lige så skamløst og foragteligt som at gå på kirkegården og grave lig op, som Malevich i sin tid erklærede”, siger Ib Monrad Hansen, og henviser til, at man som kunstner straks er henvist til en kasse med mærkatet ’Gammeldags’, hvis du formaster dig til at skabe malerier, som gengiver en virkelighed:

”Den kasse vil jeg gerne åbne, for jeg mener, at den forestilling om det billedlige er en grundlæggende misforståelse”, siger Ib Monrad Hansen.

Billedkunstner Ib Monrad Hansen fortæller om sit værk ‘Tese 50. Martin Luthers sidste øjebliks uskyld’, som du også kan opleve på Skive Museum netop nu.

Håbløst umoderne?

Derfor udfordrer han grænserne. Maler i billeder. Gengiver virkeligheder. Bruger lærredet som en forsker. Men det er ikke nemt at udkæmpe en revolution med pensel og lærred. I begyndelsen af sit virke i 1990’erne – i en tid hvor maleriet endnu blev opfattet som borgerligt og gammeldags – stemplede det etablerede kunstmiljø opkomlingen Ib Monrad Hansen som værende ude af takt med tidsånden. Men Ib Monrad Hansen insisterede på retten til at forfølge sin egen kunstneriske næring – og på maleriets relevans, seriøsitet og uopdagede muligheder. Og selvom processen i sig selv måske i virkeligheden er langt mere interessant end resultatet, kan vi jo altid spørge: Er Ib Monrad Hansens værker håbløst umoderne? Eller er der grobund for at genopdage en sandhed?

”Når jeg maler, kan jeg se, at jeg faktisk kan skabe noget, som rykker et andet sted hen – uden at blive umoderne”, siger Ib Monrad Hansen:
”Man kan nok sige, at jeg har genopdaget kraften i billedlighedens radikale potentialer. En billedlighed som ellers i den gængse kunstteori er blevet skrinlagt som værende gammeldags og borgerlig”.

1000 timer på et lærred

Når Ib Monrad Hansen går til kamp for at udfordre den måde, vi tænker kunst på, foregår det også i en kraftpræstation af fordybelse og tålmodighed. Hvilket i sig selv er et stumt angreb på det 20. århundredes forestilling om at tid er penge, og at hastværk er en dyd:

”’Den normale kunstner’ forventes at producere 30 værker om året og gradvist skrue prisen op. Det fungerer jo perfekt i den neoliberale oplevelsesindustri, hvor alt handler om at accelerere, gøre karriere og tjene penge. I den verden behøver du tilmed ikke at tage kunst alvorligt, for den er på niveau med bowling og vaskemaskiner. Jeg forsøger at gribe tingene anderledes an”, siger Ib Monrad Hansen og erkender i samme åndedrag, at han er sin egen karrieres værste fjende: Både fordi han vanskeligt passer ind i kunstnermarkedet, og fordi hans arbejdshastighed ikke er afstemt med det moderne forbrugssamfunds krav om produktivitet:

”Jeg bruger i omegnen af 1000 timer på ét maleri. Det er i sig selv problematisk i vores moderne verden, fordi eftertanke nedsætter omdrejningshastigheden og sætter et låg på kedlen. Men jeg tror på at det er vigtigt”, siger Ib Monrad Hansen.

Det simple i det indviklede

De udstillede værker på Skive Museum repræsenterer dermed mere end 10.000 arbejdstimer fordelt på 10 malerier skabt igennem 12 år. Og selvom Ib Monrad Hansen insisterer på at ville noget med sine malerier, er de et møde værd selv for den forudsætningsløse:
”Du behøver ikke at vide noget som helst på forhånd, for malerierne er meget simple i deres udtryk”, understreger Ib Monrad Hansen:

”Men jo mere du ved, jo mere betydning kan du lægge i dem – lag på lag indtil du befinder dig i en utroligt kompleks konstruktion”.

Ib Monrad Hansen er født i 1963 og uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra han dimitterede i 1992. Han er født på Ærø, hvor han også bor i dag – efter adskillige år som bosat i København og rejser til bl.a. Kina.