‘Den Rådne Banan’ har plads til det meste!

Fødder, der danser, fordi de ikke kan lade være. De balkan inspirerede rytmer fra det Københavnske band Umpas, fik publikum op fra bænkene i cirkusteltet, da de gav koncert på festivalen ‘Den Rådne Banan’ fredag aften. De musikalske genre på festivalen spændte vidt fra ung, slagkraftig percussion og bløde, reggae rytmer til hårdslående rock og tilbagelænet folk musik.

Fællesnævneren for alle festivalens musikalske indslag er at alle optrædende selv har skrevet numrene. Bestyrelsen for ‘Musikmejeriet’, der står bag festivalen ‘Den Rådne Banan’ har valgt at gå uden om kopi-musikken for at sætte fokus på den gruppe af kunstnere, der går i dybden med musikken, laver egne numre af god kvalitet og kommer ud over scenekanten med dem.

Men ‘Den Rådne Banan’ er meget mere end musikken. Det er gribende historefortællere, der tryllebinder børn og voksne omkring bålet. Det er workshops for alle med en lille spirende akrobat i maven. Det er store støbejernsgryder med simremad over bål. Det er gøglere af gud nåde, der jonglerer med alt fra toiletbørster til ild og det er frivillige, der gør en kæmpe indsats for at skabe de bedste rammer for ‘Den Rådne Banan’.

Det mest iøjnefaldende er mangfoldigheden og den gode stemning på tværs. Alle kan være med og alle er velkomne. Som ‘Den Rådne Banan’ inden festivalen meldte ud på Facebook, så er det eneste, der ikke er plads til på festivalen: ‘Den rådne stemning’

Ifølge Birte Krath fra ‘Musikmejeriet’ er formålet med festivalen at sætte fokus på noget af alt det skønne, denne landsdel i udkantsdanmark har at byde på, synliggjort ved dette mangfoldige kulturtilbud til alle aldre. Med ægte, jysk, underspillet selvironi blev navnet ‘Den Rådne Banan’ valgt.

I år har ‘Den Rådne Banan’ fået bevilget 20.000 kr. fra Kulturelt Samråds aktivitetspulje, som blandt andet har gjort det muligt at leje professionel lys og lyd, der er med til at sikre den gode kvalitet i de musikalske oplevelser.

‘Musikmejeriet’ håber på at kunne gøre ‘Den Rådne Banan’ til en årligt tilbagevendende tradition og er klar til at invitere indenfor igen til næste år. Festivalen bliver holdt den sidste weekend i august og der er plads til endnu flere deltagere, der har lyst til at bidrage til den gode stemning.

Søg Aktivitetspuljen

Er du eller din forening medlem af kulturelt Samråd Skive, så kan I søge midler i Aktivitetspuljen til små og store aktiviteter, projekter, opstartsinitiativer m.m.

Næste ansøgningsfrist er 16.09.2019

Læs mere på kulturskive.dk

Børnekulturnatten: Western, eventyr og snobrød

Sæt kryds i kalenderen og tjek batterierne i lommelygten. Den 4. oktober slukker gadelygterne i Skive midtby nemlig, og Børnekulturnatten går løs – spækket med gratis oplevelser for børn og deres voksne.

Traditionen tro løber årets børnekulturnat af stablen den første fredag i oktober. Derfor er forberedelserne netop nu i fuld gang hos de mange deltagende foreninger – og ikke mindst hos Skive Kommune, hvor kulturmedarbejder Else Larsen samler alle trådene:

”Det imponerer mig år efter år, at så mange aktører melder sig på banen. De lægger alle et stort stykke arbejde i at give Skiveegnens børn en helt særlig oplevelse, og uden de frivillige kræfter havde vi ingen børnekulturnat”, siger hun.

Når mørket sænker sig, kan du møde eventyrlige dukker, vaskeægte brandmænd, cirkusbørn, riddere og uhyggelige western-genfærd. For ikke at tale om et lyshav, helgener, musik, spejdere, sjove fortællinger og meget mere. Du kan også begive dig ind i et beskyttelsesrum fra 2. Verdenskrig, og gå på opdagelse på det mørklagte Skive Museum.

Hvor prærieulvene tuder
Som altid har Ungdomsskolen-Skive knoklet for at skabe en uforglemmelig og uhyggelig oplevelse. I år er skolen forvandlet til en uhyggelig western-by, som i 1882 blev angrebet af en flok vilde ulve. I dag er byen forladt, og kun de gamle forrevne cowboysjæle spøger. Den oplevelse er mest for de modige børn med nerver af stål.

Et andet sted i byen, på Skive Bibliotek, lander du midt i et eventyrligt univers, hvor væsner fra eventyr er hoppet ud af bøgerne, og har brug for din hjælp til at finde hjem. Undervejs møder du måske levende eventyrfigurer, som vil hjælpe dig. Eller drille dig.

Trænger sulten og tørsten sig på undervejs, byder ruten bl.a. på dampende kakao, snobrød og pølser.

Kvalitetstid med mor og far

På kontoret i Kultur & Fritid på Skive Kommune udtrykker kulturmedarbejder Else Larsen ét særligt ønske for Børnekulturnatten i 2019:
”Vi håber igen på at se en masse glade børnefamilier bevæbnet med lommelygter og godt humør”, siger hun. Else Larsen er altid selv med, når Børnekulturnatten går løs:

”Hvert år ser jeg, at børnene synes det er spændende at gå ud i mørket og opleve ting og sager sammen med mor, far og bedsteforældre. Da vi ønsker, at alle skal have mulighed for at være med, er aktiviteterne på Børnekulturnatten ganske gratis”.

Vi ses til en spændende aften – hvis I tør.

Bag Børnekulturnatten står Skive Kommune og adskillige foreninger og institutioner. Programmet bliver uddelt til børnehaver og skoler i uge 37. Se også www.boernekulturnatten.dk.