Når fotografi bliver kunst

Lørdag den 28. september slår Skive Museum dørene op til en dugfrisk udstilling: Kunstfotograf Trine Søndergaards bud på ”Herfra hvor vi står”, der bl.a. viser den helt nye værkserie ”Hovedtøj” – og lige nu går museets ansatte rundt og tæller dagene til åbningen.

”Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere udstillingen”, slår museumsinspektør Tilde Mønsted fast. Hun har bag kulisserne arbejdet med Trine Søndergaards udstilling i over et år, og nu er det endelig snart dagen før dagen:

”Ved første øjekast vil du møde hvide vægge med en række fotografier af bortvendte piger, som spiller på det æstetiske. Men der er så meget mere i det. Fotografiet har en sjov placering kunsthistorisk, fordi det har haft en lang kamp for at blive accepteret for alvor. Nogle mener, det er for nemt at tage et foto. Men det er det ikke – og Trine Søndergaard har virkelig manifesteret, at fotografi er en helt særlig kunstnerisk genre”, fortæller Trine Mønsted.


Vanskelige værker

Men hvor befinder det kunstneriske sig i Trine Søndergaards fotografier? Hvad adskiller det fra ethvert andet pressefoto eller modeblads-skud?

”Fotografierne kobler fortiden med nutiden. Kunst med kulturhistorie”, lyder det.

Kort sagt skaber Trine Søndergaard med bittesmå virkemidler et møde mellem nutiden og 200 år gamle genstande. Værkerne udforsker bl.a. den betydning, kvinders hovedbeklædning har haft i dansk historie og hvordan det markerer en national identitet. I 1800-tallet var hovedtøjerne ganske vigtige for kvinderne og markerede bl.a. forskellen mellem gift og ugift, ung og gammel, rig og fattig – og hvordan udspiller mødet sig mellem historien og nutidens kvindeliv i dag? Hvad vil det fortælle dig?

Det får du ikke et færdigt svar på. Værkerne har nemlig ikke i sinde at lade dig forlade museet med en afklaring – og jo mere du studerer værkerne, jo mere slørede og vanskelige bliver de, forklarer Tilde Mønsted. Eksempelvis er mærkesedlen i tøjet tydeligt på flere af fotografierne, og en rygvendt pige er afbilledet med uren hud over hele ryggen. Ganske bevidst fanget på kamera:

”Der er altid noget, der skærer i øjet og gør os nysgerrige. Et pænt portrætfoto af en smilende pige har du afkodet med det samme – sådan er det ikke her. Intet bliver afsluttet, og værkerne efterlader et hul i os, vi selv skal udfylde. For hvorfor kan vi ikke se hendes blik? Hvorfor har hun ikke fjernet mærkesedlen? Smiler hun? Er hun ked af det? Keder hun sig? Du kan ikke se, hvad der er på færde”, siger Tilde Mønsted.

Det er én af grundene til, at fotografierne er udstillet på Skive Museum som kunstværker, og ikke ligger på Instagram. Det er værker, som vil noget på flere niveauer – fotografiet er blot et medie, et middel, til at nå dertil.


Lokale piger på museet

Spørger man hvordan værkerne blev til, er det egentlig ganske jordnært: De er skabt i et mødelokale i Museum Sallings administrationsbygning i Rønbjerg. Forinden havde havde Trine Søndergaard været på opdagelse i museets samling af huer, kyser, tørklæder og hårsmykker fra Skiveegnen i 1800-tallet og fundet inspiration til det efterfølgende arbejde med sine værker:

”Vi søgte efter lokale modeller, men det viste sig faktisk at være en udfordring, for flere piger fra Skiveegnen var bekymrede for, hvad folk ville sige og tænke. Det er i sig selv interessant, når man tænker på, hvordan mange unge i dag iscenesætter sig selv på de sociale medier”, funderer Tilde Mønsted:

”Men det har måske alligevel været for utrygt. Dine egne billeder bestemmer du jo selv over – men her har du ingen styring med den hovedbeklædning du får på, den positur, du sidder i eller den måde, du bliver afbilledet på. Du er model i et kunstværk, og du kan ikke gøre krav på det”.

Det blev alligevel til enkelte lokale modeller, og dertil nogle langvejs fra, som havde henvendt sig, fordi de kendte til Trine Søndergaard og hendes arbejde i forvejen. De fleste af pigerne er fra på lørdag at finde på Skive Museums vægge – siddende med ryggen til i kunstværker, som indeholder mere end øjet fanger ved første blik:

”Jeg tror, mange bliver overraskede over den dybde, der er i udstillingen”, siger Tilde Mønsted og slutter af med at opfordre alle nysgerrige til at besøge museet og opleve Trine Søndergaards værker.

Trine Søndergaard: En vidt anerkendt kunstfotograf

Kunstfotograf Trine Søndergaard, født i 1972, har kvinders historie som et væsentligt omdrejningspunkt i sit arbejde – og særligt hvordan deres historie knyttes til beklædningsgenstande, som både er et udtryk for noget personligt og kulturelt.

Trine Søndergaard er internationalt anerkendt for sit tyste og kraftfulde billedsprog. Hun er blandt andet modtager af den tyske Albert Renger-Patzsch Prize og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Derudover har Trine Søndergaard udstillet i det meste af verden og er repræsenteret i en lang række internationale museumssamlinger



Om udstillingen: én af syv

Udstillingen ’Hovedtøj’ er en del af projektet ’Herfra hvor vi står – 7 udstillinger om national identitet’, der er blevet til i et samarbejde mellem syv kunstmuseer: Randers Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Skovgaardmuseet, Holstebro Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig samt Skive Museum.

I projektet arbejder en bred vifte af danske og internationale kunstnere med national identitet: Hvor kommer den fra? Hvad består den af? Hvad betyder den? Og hvordan behandles den i kunsten?

Trine Søndergaards udstilling er at finde på Skive Museum i perioden 28. september – 1. marts 2020.

©Trine Søndergaard. Untitled. 2019. Archival pigment print. Courtesy Martin Asbæk Gallery & Bruce Silverstein Gallery

Historiens vingesus over Limfjorden

I uge 37 kunne man igen i år besøge Limfjordshavne tætpakket af gamle træskibe. Havne, hvor skove af master, pakkede sejl og tovværk, giver associationer til fortidens danske søfartshavne, som de så ud for 100 år siden, før dampmaskinernes indtog i skibsfarten.

En tid, hvor Danmark var kendt ude i den store verden for skibstransporten på disse stolte træskibe. Siden er mange skibe gået til, blevet ophugget eller solgt til udlandet. En stor del af de tilbageværende skibe mødes hvert år til træskibssejladsen ‘Limfjorden Rundt’, som er Nordens største af sin art.

Smuk udsigt over fjorden og gamle træskibe under årets Limfjorden Rundt

Fulton – Et af de 65 smukke træskibe 

Et af de deltagende skibe, den 3-mastede skonnert ‘Fulton’, blev for 104 år siden søsat i Marstal for at fragte klipfisk fra Newfoundland ved Canada over Atlanterhavet til syd Europa og salt retur. Dengang var sømandslivet for hærdede mænd med barkede næver. Skibet sejlede i al slags vejr med en besætning på fire mænd og en ny-konfirmeret dreng. Ofte var besætningen hjemmefra i flere år ad gangen.

Fulton i Limfjorden

Idag er ‘Fulton’ ejet af National Museet og drives af ‘Fulton Fonden’. Fragten består hovedsageligt af lejrskoleelever fra den danske folkeskole, der flytter ind i hængekøjer i skibets gamle lastrum. Skibet sætter fokus på den sejlende danske skibshistore, men bruges også som værktøj til at fremme samarbejde og inklusion. Når der skal sættes sejl, laves mad, gøres rent, ankeret skal op osv. så er alle hænder nødvendige og alle skal bidrage til fællesskabet.

‘Fulton’ er bare et af de 65 skibe, der kunne opleves på årets ‘Limfjorden Rundt’. Skibene kommer i mange forskellige størrelser, former og med hver sin helt særlige historie. Nogle af skibene er som ‘Fulton’ erklæret bevaringsværdige og andre ikke. Skibene kan være privatejede, foreningsskibe eller noget helt tredje. Fælles for alle er dog at det kræver ildsjæle, passion, mange timer med værktøj i hænderne samt god økonomi at holde skibene sejlende og i god stand, så også fremtidige generationer får glæde af dem.

Limfjorden Rundt er et stort trækplaster

Arrangementet er et trækplaster, der rækker langt ud over de deltagende skibe og besætningerne ombord. Utroligt mange besøger havnene eller har udvalgte steder på ruten, hvor skibene beskues med alle sejl sat. Flere af havnene gør en stor indsats for at skabe en folkefest i forbindelse med skibenes besøg, både for det sejlende folk, men også for lokale interesserede.

Havnen var tætpakket med master fra gamle smukke træskibe

Ud over venskablige kapsejladser, udveksling af erfaringer mellem skibene og gode timer ombord, så er ‘Limfjorden Rundt’ med til at sætte fokus på vores sejlende kulturarv, formidling af søfartens historie og forsat bevaring af skibene.

Betina Kæseler

Kulturelt Samråd, Skive

‘Den Rådne Banan’ har plads til det meste!

Fødder, der danser, fordi de ikke kan lade være. De balkan inspirerede rytmer fra det Københavnske band Umpas, fik publikum op fra bænkene i cirkusteltet, da de gav koncert på festivalen ‘Den Rådne Banan’ fredag aften. De musikalske genre på festivalen spændte vidt fra ung, slagkraftig percussion og bløde, reggae rytmer til hårdslående rock og tilbagelænet folk musik.

Fællesnævneren for alle festivalens musikalske indslag er at alle optrædende selv har skrevet numrene. Bestyrelsen for ‘Musikmejeriet’, der står bag festivalen ‘Den Rådne Banan’ har valgt at gå uden om kopi-musikken for at sætte fokus på den gruppe af kunstnere, der går i dybden med musikken, laver egne numre af god kvalitet og kommer ud over scenekanten med dem.

Men ‘Den Rådne Banan’ er meget mere end musikken. Det er gribende historefortællere, der tryllebinder børn og voksne omkring bålet. Det er workshops for alle med en lille spirende akrobat i maven. Det er store støbejernsgryder med simremad over bål. Det er gøglere af gud nåde, der jonglerer med alt fra toiletbørster til ild og det er frivillige, der gør en kæmpe indsats for at skabe de bedste rammer for ‘Den Rådne Banan’.

Det mest iøjnefaldende er mangfoldigheden og den gode stemning på tværs. Alle kan være med og alle er velkomne. Som ‘Den Rådne Banan’ inden festivalen meldte ud på Facebook, så er det eneste, der ikke er plads til på festivalen: ‘Den rådne stemning’

Ifølge Birte Krath fra ‘Musikmejeriet’ er formålet med festivalen at sætte fokus på noget af alt det skønne, denne landsdel i udkantsdanmark har at byde på, synliggjort ved dette mangfoldige kulturtilbud til alle aldre. Med ægte, jysk, underspillet selvironi blev navnet ‘Den Rådne Banan’ valgt.

I år har ‘Den Rådne Banan’ fået bevilget 20.000 kr. fra Kulturelt Samråds aktivitetspulje, som blandt andet har gjort det muligt at leje professionel lys og lyd, der er med til at sikre den gode kvalitet i de musikalske oplevelser.

‘Musikmejeriet’ håber på at kunne gøre ‘Den Rådne Banan’ til en årligt tilbagevendende tradition og er klar til at invitere indenfor igen til næste år. Festivalen bliver holdt den sidste weekend i august og der er plads til endnu flere deltagere, der har lyst til at bidrage til den gode stemning.

Søg Aktivitetspuljen

Er du eller din forening medlem af kulturelt Samråd Skive, så kan I søge midler i Aktivitetspuljen til små og store aktiviteter, projekter, opstartsinitiativer m.m.

Næste ansøgningsfrist er 16.09.2019

Læs mere på kulturskive.dk

Tarok Museet: Sidste chance

Den 31. oktober lukker Tarok Museet for sidste gang. Indtil da har du en sidste chance for at genopleve indtryk fra en æra, som varede så kort – men som har brændt sit minde ind i utallige hukommelser.

Stemning er der i metermål på Tarok Museet. Her i den originale stald er den berømte travhest Taroks gamle boks stadig bevaret, og fortællingen om ham bliver holdt i live af tusindvis af effekter – lige fra billeder til tøj, pokaler, bannere, avisudklip fra verdens aviser og kulisser fra filmen om Tarok.

Ikke at han vil blive glemt, når museet lukker og slukker den 31. oktober 2019. For Tarok var meget mere end en succesfuld rødbrun travhest fra Skive. Han var et ikon. Et klenodie i den danske bevidsthed – og i øvrigt en møgforkælet diva, som Ingelise og Jørn Laursen udtrykker det:

”Mange husker ham. Hvert år oplever vi, at der kommer gæster på museet, som har været her ti gange før, men som bare ønsker at suge atmosfæren”, siger Jørn Laursen.

Tarok Museet huser – foruden et utal af effekter – en masse billeder fra Taroks storhedstid. Du kan stadig nå at opleve dem pryde væggene i Taroks gamle stald.

Det var hans forældre, Karl og Elisabeth Laursen, der i sin tid ejede Tarok, og Jørn har selv kørt hesten til utallige sejre på travbaner over hele verden. I dag sender han et nik mod hustruen Ingelise, som han i den grad kan takke for, at museet blev en realitet. Fordi hun aldrig har smidt noget ud:

”Personligt bruger vi ikke museet som et påskud for at huske Tarok. Det er andre, der mindes ham her. Vi har ham jo altid med os herinde”, siger Jørn og klapper sig for brystet.

Han erkender dog, at arbejdet omkring museet også har været en måde at bearbejde tabet på. For selvom Tarok har været borte i 38 år, er Jørn og Ingelise stadig mærket af bekendtskabet.

Tarok er foreviget i granit af vendelbo-sangeren Ib Grønbech.

”Han gik lige ind i folk”, bemærker Jørn.

Han løber aldrig tør for ord, når det handler om Tarok. Der er så meget at sige.

Da Tarok-epidemien ramte

Men hvis man er under 40 år og måske ikke ved ret meget om heste – hvad handler alt det her så om?

Jo, Dannebrog på fire ben var en folkehelt i 1970’erne. Et væsen, der sparkede en så stærk nationalfølelse op fra travbanens støv, at historierne om Tarok-manien næsten er ufattelige: Der er blandt andet historien om, hvordan 600 mennesker drog over Atlanterhavet – i en tid, hvor det ikke var hverken almindeligt eller billigt at rejse fra Europa til Nordamerika – for at se Tarok løbe i 2 ½ minut på en travbane. Tusindvis fulgte løbet i radioen, hvor det blev direkte transmitteret. Andre historier fortæller om, hvordan publikumsmagneten Tarok trak kilometerlange bilkøer på travbaner overalt i landet, og at politiet ved en VM-test på travbanen i Billund over trafikradioen måtte bede folk om at holde sig væk, fordi der var komplet bilkaos. Hvordan folk bar Tarok-trøjer, Tarok-indkøbsposer, Tarok-jakker, Tarok-livremme og Tarok-tasker.

Så stor var han.

”Men han var også bemærkelsesværdig. Han vandt 111 løb i 156 starter, og flere af dem var blandt datidens verdensstjerner”, siger Jørn Laursen. Han sad selv i sulkyen bag Tarok, når hesten tog sine sejre:

”For mig at se var han ikke et stjerneskud. For de har det med at komme farende og forsvinde lige så hurtigt igen. Tarok derimod holdt skansen i mange år”.

Tarok vandt 111 løb i 156 starter – og flere af løbene vandt han overlegent foran datidens verdensberømte travheste.

En afhængighed

Tarok Museet er også fortællingen om en familie. Hvilket også dengang i 1970’erne bidrog til den beundring, der omgav Tarok: For historien om den stoiske og arbejdsomme familien Laursen, som fik en verdensstjerne ud af en halvskør discount-traverhoppe og besejrede alverdens fine og dyre heste, talte til danskernes stolthed.

Men spørger man Jørn og Ingelise Laursen, var berømmelsen aldrig det vigtigste. Uanset hvor mange penge Tarok vandt, blev staldlivet med udmugning, træning, fodring og pleje aldrig udskiftet med dyre hoteller og champagne.

”Vi sov altid i stalden, når vi var ude. I soveposer i halmen. Fordi vi var der for Taroks skyld, og han skulle ikke stå alene i fremmede bokse i flyvemaskiner, transporter og færger, mens vi krøb i lune senge”, lyder det.

Ej heller kom det nogensinde på tale at sælge Tarok. Han var familie:

”Det var ganske utænkeligt, at vi ikke skulle være omkring vores heste. Sådan er det bare. Det begynder med H, det er vanedannende, skidedyrt og lugter af Pommern til – men det er hverken hash eller heroin, det er hest”, griner Jørn Laursen.

Mange af Taroks flotte pokaler, bannere og medaljer er samlet på Tarok Museet.

Genopdag fortællingen

Det sluttede en kold januarnat i 1981. Tarok døde af tarmbetændelse. Knap 9 år gammel.

Familien Laursen begravede ham ved foden af en gravhøj på en vindblæst mark. I al hemmelighed i nattens mulm og mørke for at undgå at skulle forholde sig til pressen midt i sorgen. Det lykkedes ikke helt. Journalisterne var allerede begyndt at ringe til Jørn tidligere på dagen for at få rygtet bekræftet, og samme aften blev TV-avisen indledt med ordene:

”Dannebrog på fire ben er død …”

Dagen efter prægede Taroks død alle landets avisforsider. Landesorgen var total, og i dagevis strømmede biler i lange karavaner til gården for at se Taroks sidste hvilested. Men intet sted var sorgen så stor som hos familien Laursen.

I dag markerer kun en beskeden lille plet af blomster, hvor Tarok ligger. Få skridt derfra er Jørn Laursens forældre nedsat.

Indtil den 31. oktober kan du få den sidste samlede stemningsfyldte fortælling med – lige her hvor et stykke Danmarkshistorie på fire hove blev født, levede og døde.

Tarok er begravet ved foden af en gravhøj med udsigt til sin gamle stald. Kun sporadiske, vildtvoksende blomster markerer hans sidste hvilested.

STOL: Jagten på Sallings arv

Kan et borger-håndværker-designer-kunstnerprojekt med stolen som holdepunkt være med til at genoplive Sallings ry som et slaraffenland for møbelhåndværkere? Måske. Forsøget er i hvert fald i gang – og du kan se en udstilling om det på Spøttrup Borg fra den 20. september.

”Vi tænker ofte på Salling som et landbrugsområde, men her er faktisk en meget stærk industriel kulturarv. Næsten alle jeg har mødt har – eller kender nogen der har – arbejdet indenfor møbelindustrien”, fortæller Lene Noer. Hun er kunstner og kurator for sammenslutningen Grasslands, som arbejder med udviklingen af landdistriktsområder med kunst som omdrejningspunkt. Og som står bag projekt STOL.

”Jeg har i de seneste år gået op og ned af møbelfabrikken i Åsted og hørt en masse historier om alle de møbelfabrikker, der har været i Salling. På et tidspunkt var der omkring 70. Det er virkelig mange”, understreger Lene Noer.

Det er netop den tradition, projekt STOL har bidt sig fast i. Formålet er at skabe en platform for møbeldesign, som kan bidrage med konkrete idéer til de omkringliggende industrier:

”For det er ingen hemmelighed, at Salling har brug for at kunne tiltrække og fastholde de unge og skabe arbejdspladser. I øvrigt synes jeg også det er vigtigt at genoplive den stolthed og respekt for håndværksfaget, det fortjener”, bemærker Lene Noer.

Når kunst møder design

STOL skal ikke kun se bagud på det, der engang var – det skal også tænke fremad. Tænke i redesign og genbrug. Tænke det grønne og bæredygtige ind i processen og produktionen. Skabe fremtidens stol. For selvom en stol kan synes at være et stykke inventar med et banalt formål, kan de færreste mennesker alligevel gå i værkstedet og skabe markedets ny klassiker. Det er en færdighed og en faglighed, at få materialer, form, stil og ideologi til at gå op i en højere enhed:

”Vi tror, at vi kan frembringe den perfekte stol ved at koble håndværkere, kunstnere og designere. Med fælles kræfter kan vi arbejde i krydsfeltet mellem det kunstnerisk unikke og det designmæssigt producerbare. Stole man sidder godt i, og som er usædvanligt spændende, smukke eller sjove at se på, og som samtidig forholder sig til tanken om redesign og genbrug”, siger Lene Noer.

Forskellen på kunstneren og designeren er måske lille, men markant. For designeren må have for øje, at deres skabninger kan reproduceres og sælges. Kunstneren har den totale selvbestemmelse – og dermed muligheden for at gribe stoledesign anderledes an. Det er netop den kombination, som i samarbejde med lokale, nytænkende håndværkere og lokale borgere skal indsprøjte det særlige Salling-DNA i nye kreationer.


Problemet med stole

Men når man som ganske almindelig borger, ung håndværker, designer og kunstner udfordrer de store stolemestres enemærker, kan et projekt som dette så bære?

”Jo”, mener Lene Noer:

”For problemet med stole er, at der er lavet enormt mange fantastiske stole af internationalt anerkendte mestre: Arne Jacobsen, Verner Panton, Hans j. Wegner. Men siden deres storhedstid er der ikke lavet ret mange spændende stole. Der er ingen fornyelse, og den danske minimalisme kammer hurtigt over i det kedelige. Det tager vi som en udfordring”, siger Lene Noer med et smil.

Selv hvis STOL resulterer i en bunke stole, der ikke kan bruges til noget som helst, er der alligevel en vigtig læring i det fællesskab, der er opstået omkring projektet i lokalområdet.

”Med STOL graver vi i historien og får den til at pege ind i fremtiden – og vi gør det ved at involvere borgerne i området. Vi mærker, at der er opstået en særlig fællesskabsånd, og det har stor værdi at opnå fælles fodslag og en større bevidsthed om, hvad vi kan gøre, når vi løfter sammen”.

Læs mere om Projekt STOL på Grasslands hjemmeside

En glemt fortælling

Ny Spøttrup

Gemt væk fra landevejen med udsigt til fjorden finder du den gamle studegård Ny Spøttrup. Her bor Marianne Lindsman, som arbejder på at indrette sit hjem i tråd med gårdens storhedstid i det 17. århundrede. Samtidig har hun gravet i historien om gårdens berygtede ophavsmand Niels Breinholt, og genskabt en markant og næsten glemt Salling-arv i bogform

Marianne Lindsman synes at vide alt, der er værd at vide om de hemmeligheder, de rå mure har lyttet til i århundreder. Hun har i symbolsk forstand vendt hver en sten i sin ejendom, mens hun har renoveret, genetableret og indrettet sit hjem med udpræget respekt for stedets historie.

”Jeg plejer at sige, at jeg renoverer baglæns”, siger Marianne Lindsman, mens hun viser rundt.

Her står Madam Blå på rad og række, mens ilden knitrer i brændeovnen, de guldindfattede malerier pryder væggene over de tunge møbler – og næsten enhver flise bærer præg af 150 års brug. Slidt, men ikke udtjent. Snarere sælsomt præget af tid og liv, der har passeret. Hvert eneste rum er nu en fortælling i sig selv. Og det er først, når man bevæger sig rundt på den store studegård, at man for alvor forstår omfanget af den bedrift, der har skabt den: for bygningerne er opført af kampesten, der er fundet på markerne omkring Spøttrup. Tonsvis og atter tonsvis af sten er møjsommeligt blevet hentet hjem fra den oppløjede hede med hestevogn.

Sådan så Ny Spøttrup ud på Niels Breinholts tid. I dag står kampestensmurene stadig, og meget af stedets indre står som det gjorde dengang.

525 kvadratmeter stuehus og dertil hørende lade og stald. Opført i 1870 under studehandleren Niels Breinholt fra Spøttrup Borg – en ualmindeligt markant og driftig herre, som sammen med resten af sin slægt havde en enorm betydning i 1800-tallet. Både lokalt og i hele Danmark, fordi studehandlernes eksport satte gang i både togdrift og skibsfart og skaffede penge i statskassen.

En tid de fleste i dag ikke ved ret meget om, men som har påvirket hele Danmarkshistorien.

”Det springer på én”

Det lå ellers ikke i kortene, at Ny Spøttrups far Niels Breinholt og fortællinger fra studehandlernes storhedstid skulle genopstå her under Marianne Lindsmans vinger. Marianne selv er fra Horsens, hendes mand Leif fra Fyn, og de boede i årevis i Åkjær udenfor Skive. I 2007 faldt Leif imidlertid for den gamle studegård Ny Spøttrup – som på det tidspunkt havde stået tom i seks år og var forfaldet i en sådan grad, at de mørnede tapeter og mugsorte lofter kun kunne vinde en håndværkers hjerte. Og Leif var netop en dedikeret håndværker:

”Jeg syntes ikke, vi skulle købe stedet, men min mand insisterede. Han forestillede sig, at han nemt kunne ordne det hele. Så vi købte gården og flyttede hertil”, fortæller Marianne.

To år senere døde Leif. Hans enke stod tilbage med en studegård, hvor renoveringen kun lige var begyndt og 3,5 hektar jord. Marianne kunne have forladt det hele, men hun blev. Også selv om kampene for at realisere drømmene for stedet sjældent har været nemme:

”Men det her sted springer på én. Man kan ikke slippe det eller bare være ligeglad”.

Ny Spøttrup har gennemgået en større renovation, og de fleste af rummene er i dag indrettet i respekt for stedets historie. Foto: Marianne Lindsmand.

En grisk mand?

Og hvem var så studehandleren Niels Breinholt, og hvordan gik det til, at han fangede Marianne Lindsmans opmærksomhed?

”Da min mand og jeg flyttede herud, kendte vi ikke meget til hverken Salling eller studehandlerne, men vi fik at vide, at ham der havde bygget vores nyerhvervede gård hed Niels – og at han i øvrigt var ”en grimme ka’l””, beretter Marianne Lindsman:

”Jeg hørte så uendeligt meget dårligt om ham: Han havde tørlagt Spøttrup Sø, ødelagt Spøttrup Borgs kælder for at lave brændevin, brændt det gamle godsarkiv og solgt døbefonten fra Rødding Kirke til en mand, der brugte det som svinetrug. En rædsomt grisk mand”.

Men beretningen om den grådige og barske Niels Breinholt, som uden tvivl ville have solgt sin egen oldemor til fanden for klingende mønt, bed sig ikke fast hos Marianne Lindsman:

”Jeg tænkte, at der da må være noget godt at sige om et menneske. Så jeg begyndte at lede, og det viste sig, at det var der – og det er der”.

Faktisk er der så meget at sige om den driftige Niels Breinholt, at Marianne Lindsman har skrevet en nyligt udgivet bog om netop ham, om Ny Spøttrup og om studehandlerne på egnen.

En lille hyrdedreng fra Ny Spøttrups storhedstid som studegård.

Min ven Niels

Men hvorfor beskæftige sig med en mand, der har været død i så mange år – og føle så stærkt for at forsvare ham og de handlinger, der gang på gang satte lokalområdet på den anden ende?

”Niels er blevet min ven. Jeg går og passer lidt på ham, for jeg synes, det er synd kun at tale dårligt om ham. Han var en meget karismatisk mand”, siger Marianne Lindsman med et smil:

”Han har været for meget på én eller anden måde – men der er også så mange, der er for lidt”.

Den berømte og berygtede Niels Breinholt var en driftig herre, som ikke efterlod omgivelserne uberørte. Det har han ikke høstet meget hæder for, men Marianne Lindsmand påpeger, at der er mere i den historie, end de fleste umiddelbart ved.

Marianne Lindsman peger på, at Niels Breinholts eftermæle er mere nuanceret, end de fleste som har stiftet bekendtskab med hans historie har oplevet:

”Hans familie sagde om ham, at han var ærlig, sanddru, venlig og godtroende. Samtidig var han en iværksætter, som ikke kunne holde sig til det sikre – han satsede, og nogle gange gik det ikke så godt, og det bebrejdede man ham – og bebrejder ham stadig i dag”, siger hun:

”Jeg tror, det kan være både spændende og sundt at vende historien lidt på hovedet. Det er blandt andet det, jeg vil med bogen. Jeg synes også, det er vigtigt at give folk adgang til et stykke af deres egen historie, de måske ikke har oplevet endnu. Der er rigtig mange efterkommere af de gamle studeslægter derude”.