Kender du den rette prismodtager?

Nu kan du indstille din favorit til Folkeoplysningsprisen 2019

Hvis du kender en motiverende, nytænkende og inspirerende person i det lokale foreningsliv, så er det nu, du skal indstille hende eller ham til Skive Kommunes Folkeoplysningspris.

”Prisen hylder den ekstraordinære indsats, og kan eksempelvis gå til en person, som har ydet mere, end hvad man ellers ville forvente i bestyrelses- eller foreningsregi”, siger formanden for folkeoplysningsudvalget, Søren Yde.

Folkeoplysning kan ske i mange forskellige sammenhænge. Overordnet handler det om at ruste os til at være aktive medspillere i den tid og i det samfund, vi lever i. Derfor er bl.a. aftenskoler, frivillige foreninger, Folkeuniversitetet og daghøjskoler en del af folkeoplysningen. Her er nemlig rammer, hvor mennesker mødes, dannes og engagerer sig aktivt i fællesskaber.

Lokal eller med udsyn

Kandidater til Skive Kommunes Folkeoplysningspris 2019 skal være medlemmer af en godkendt folkeoplysende forening hjemmehørende i Skive Kommune – men det er underordnet, om kandidaten har fordybet sig i lokale aktiviteter eller har skuet ud over kommunegrænserne:

”Prismodtageren kan både have været særligt aktiv på lokalt plan, eller have arbejdet med folkeoplysning i et bredere perspektiv og i den forbindelse have profileret Skive Kommune udadtil”, siger Søren Yde:

”Det vigtigste er, at kandidaten er initiativrig og engageret i sin indsats på folkeoplysningsområdet, hvad enten det er som lønnet eller frivillig. En forening kan godt indstille én af sine egne medlemmer som kandidat til prisen”.

Send din indstilling med en begrundelse senest den 1. november 2019 via skive.dk/folkeoplysningspris

I 2018 blev Skive Kommunes Folkeoplysningspris uddelt for første gang. Der var fire nominerede til prisen, og modtageren blev Kaj Balling, idrætsleder i Skive Gymnastikforening.

Folkeoplysningsprisen bliver overrakt ved den store årlige fest for frivillige i folkeoplysende foreninger, hvor også det forgangne års mestre indenfor idrætslivet bliver hyldet. Foto: Michelle Skov

Børnekulturnatten: Western, eventyr og snobrød

Sæt kryds i kalenderen og tjek batterierne i lommelygten. Den 4. oktober slukker gadelygterne i Skive midtby nemlig, og Børnekulturnatten går løs – spækket med gratis oplevelser for børn og deres voksne.

Traditionen tro løber årets børnekulturnat af stablen den første fredag i oktober. Derfor er forberedelserne netop nu i fuld gang hos de mange deltagende foreninger – og ikke mindst hos Skive Kommune, hvor kulturmedarbejder Else Larsen samler alle trådene:

”Det imponerer mig år efter år, at så mange aktører melder sig på banen. De lægger alle et stort stykke arbejde i at give Skiveegnens børn en helt særlig oplevelse, og uden de frivillige kræfter havde vi ingen børnekulturnat”, siger hun.

Når mørket sænker sig, kan du møde eventyrlige dukker, vaskeægte brandmænd, cirkusbørn, riddere og uhyggelige western-genfærd. For ikke at tale om et lyshav, helgener, musik, spejdere, sjove fortællinger og meget mere. Du kan også begive dig ind i et beskyttelsesrum fra 2. Verdenskrig, og gå på opdagelse på det mørklagte Skive Museum.

Hvor prærieulvene tuder
Som altid har Ungdomsskolen-Skive knoklet for at skabe en uforglemmelig og uhyggelig oplevelse. I år er skolen forvandlet til en uhyggelig western-by, som i 1882 blev angrebet af en flok vilde ulve. I dag er byen forladt, og kun de gamle forrevne cowboysjæle spøger. Den oplevelse er mest for de modige børn med nerver af stål.

Et andet sted i byen, på Skive Bibliotek, lander du midt i et eventyrligt univers, hvor væsner fra eventyr er hoppet ud af bøgerne, og har brug for din hjælp til at finde hjem. Undervejs møder du måske levende eventyrfigurer, som vil hjælpe dig. Eller drille dig.

Trænger sulten og tørsten sig på undervejs, byder ruten bl.a. på dampende kakao, snobrød og pølser.

Kvalitetstid med mor og far

På kontoret i Kultur & Fritid på Skive Kommune udtrykker kulturmedarbejder Else Larsen ét særligt ønske for Børnekulturnatten i 2019:
”Vi håber igen på at se en masse glade børnefamilier bevæbnet med lommelygter og godt humør”, siger hun. Else Larsen er altid selv med, når Børnekulturnatten går løs:

”Hvert år ser jeg, at børnene synes det er spændende at gå ud i mørket og opleve ting og sager sammen med mor, far og bedsteforældre. Da vi ønsker, at alle skal have mulighed for at være med, er aktiviteterne på Børnekulturnatten ganske gratis”.

Vi ses til en spændende aften – hvis I tør.

Bag Børnekulturnatten står Skive Kommune og adskillige foreninger og institutioner. Programmet bliver uddelt til børnehaver og skoler i uge 37. Se også www.boernekulturnatten.dk.

En 10.000 timers revolution

Et møde med kunstneren Ib Monrad Hansen er en kunstnerisk karruseltur, hvor samfundets sandheder bliver vendt på hovedet, hvor langsommelighed er en dyd – og hvor det gammeldags er moderne.

På Skive Museum kan du netop nu opleve udvalgte værker af Ib Monrad Hansen i udstillingen ”Another way of painting – another way of thinking”. Udstillingen betyder et møde med en kunstner, som på én og samme tid er jordbunden og ambitiøs, mens han udfordrer de sandheder, vi tror, vi kender. Et opgør med det 20. århundredes grundlæggende kunstteori og med det samfund, den har påvirket og ladet sig påvirke af:

”Kunst er ikke tankeløst. Der har altid været en sammenhæng mellem den måde, man skaber kunst på, og den måde vi opfatter verden. Fordi de to hænger sammen, vil det have tankemæssige konsekvenser, når du griber kunsten anderledes an. Derfor er min vej bare en anden måde at angribe det moderne på”, forklarer Ib Monrad Hansen.

At grave lig på kirkegården

En anden måde. På mange måder.

Et maleri er for Ib Monrad Hansen nemlig ikke blot et maleri i kunstnerisk forstand: Det er et tankespind strikket sammen af kulturhistorie, kunst, politik, filosofi og samfundstænkning. En kompleks og krævende arbejdsgang, der udforsker hvad maleri er og kan.

”Jeg mener, at ét af det 20. århundredes problemer er, at man har adskilt kunst og tækning. Kunst er stille og roligt blevet mindre relevant for verden og har koncentreret sig om sig selv. Men hvis kunsten ikke vil verden noget, hvorfor fanden skulle verden så interessere sig særligt meget for den?” Spørger Ib Monrad Hansen uden at forvente at få svaret serveret på et sølvfad. Nej, han ønsker selv at granske, undersøge og udforske. Gennem maleriet:

”Lige nu handler det for mig om at se på, om man tog fejl, da man sagde, at maleriet ikke må referere til sin omverden. Det billedlige er jo efterhånden så mistænkeliggjort, at det nærmest er forbudt – lige så skamløst og foragteligt som at gå på kirkegården og grave lig op, som Malevich i sin tid erklærede”, siger Ib Monrad Hansen, og henviser til, at man som kunstner straks er henvist til en kasse med mærkatet ’Gammeldags’, hvis du formaster dig til at skabe malerier, som gengiver en virkelighed:

”Den kasse vil jeg gerne åbne, for jeg mener, at den forestilling om det billedlige er en grundlæggende misforståelse”, siger Ib Monrad Hansen.

Billedkunstner Ib Monrad Hansen fortæller om sit værk ‘Tese 50. Martin Luthers sidste øjebliks uskyld’, som du også kan opleve på Skive Museum netop nu.

Håbløst umoderne?

Derfor udfordrer han grænserne. Maler i billeder. Gengiver virkeligheder. Bruger lærredet som en forsker. Men det er ikke nemt at udkæmpe en revolution med pensel og lærred. I begyndelsen af sit virke i 1990’erne – i en tid hvor maleriet endnu blev opfattet som borgerligt og gammeldags – stemplede det etablerede kunstmiljø opkomlingen Ib Monrad Hansen som værende ude af takt med tidsånden. Men Ib Monrad Hansen insisterede på retten til at forfølge sin egen kunstneriske næring – og på maleriets relevans, seriøsitet og uopdagede muligheder. Og selvom processen i sig selv måske i virkeligheden er langt mere interessant end resultatet, kan vi jo altid spørge: Er Ib Monrad Hansens værker håbløst umoderne? Eller er der grobund for at genopdage en sandhed?

”Når jeg maler, kan jeg se, at jeg faktisk kan skabe noget, som rykker et andet sted hen – uden at blive umoderne”, siger Ib Monrad Hansen:
”Man kan nok sige, at jeg har genopdaget kraften i billedlighedens radikale potentialer. En billedlighed som ellers i den gængse kunstteori er blevet skrinlagt som værende gammeldags og borgerlig”.

1000 timer på et lærred

Når Ib Monrad Hansen går til kamp for at udfordre den måde, vi tænker kunst på, foregår det også i en kraftpræstation af fordybelse og tålmodighed. Hvilket i sig selv er et stumt angreb på det 20. århundredes forestilling om at tid er penge, og at hastværk er en dyd:

”’Den normale kunstner’ forventes at producere 30 værker om året og gradvist skrue prisen op. Det fungerer jo perfekt i den neoliberale oplevelsesindustri, hvor alt handler om at accelerere, gøre karriere og tjene penge. I den verden behøver du tilmed ikke at tage kunst alvorligt, for den er på niveau med bowling og vaskemaskiner. Jeg forsøger at gribe tingene anderledes an”, siger Ib Monrad Hansen og erkender i samme åndedrag, at han er sin egen karrieres værste fjende: Både fordi han vanskeligt passer ind i kunstnermarkedet, og fordi hans arbejdshastighed ikke er afstemt med det moderne forbrugssamfunds krav om produktivitet:

”Jeg bruger i omegnen af 1000 timer på ét maleri. Det er i sig selv problematisk i vores moderne verden, fordi eftertanke nedsætter omdrejningshastigheden og sætter et låg på kedlen. Men jeg tror på at det er vigtigt”, siger Ib Monrad Hansen.

Det simple i det indviklede

De udstillede værker på Skive Museum repræsenterer dermed mere end 10.000 arbejdstimer fordelt på 10 malerier skabt igennem 12 år. Og selvom Ib Monrad Hansen insisterer på at ville noget med sine malerier, er de et møde værd selv for den forudsætningsløse:
”Du behøver ikke at vide noget som helst på forhånd, for malerierne er meget simple i deres udtryk”, understreger Ib Monrad Hansen:

”Men jo mere du ved, jo mere betydning kan du lægge i dem – lag på lag indtil du befinder dig i en utroligt kompleks konstruktion”.

Ib Monrad Hansen er født i 1963 og uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra han dimitterede i 1992. Han er født på Ærø, hvor han også bor i dag – efter adskillige år som bosat i København og rejser til bl.a. Kina.

Find vej til kunsten i Skive

Hvor er Skives 11 aber? Hvordan ser Skrottosaurus Rex ud? Og er det virkelig sandt, at vendelbosangeren Ib Grønbech står bag skulpturen af den berømte travhest Tarok?

Svarene finder du i Skulpturguiden – Skive Kommunes online vejviser til kunsten i det fri – som har rundet 130 værker. Da Skulpturguiden kan give både turister og borgere et unikt overblik over Skiveegnens kunst, har billedkunstneren Poul E. Nielsen lavet en folder, som skal inspirere til at klikke ind på www.skulpturguidenskive.dk. Dét initiativ begejstrer Kunstfagrådet i Skive:

     ”Kunstfagrådet Skive var initiativtager til den første udgave af Skulpturguiden i 2002. Vi hilser det yderst velkomment, at Poul E. Nielsen nu har ajourført guiden i en ny og tidssvarende udgave”, siger Inger Lise Jensen fra Kunstfagrådet, som også sender en tak til Skive Kommune for at støtte projektet:

     ”Vi vil meget gerne opfordre Skives borgere og turister til at hente inspiration til ture i området i folderen, der bl.a. kan findes på Skiveegnens museer og på Skive Bibliotek. Eller ved at besøge hjemmesiden www.skulpturguidenskive.dk”.

     Skulpturguiden fortæller med tekst, billeder og oversigtskort om værkerne og kunstnerne bag. På den måde kan du selv vælge, om du vil sidde hjemme i sofaen og orientere dig om Skives kunst, eller om du vil opsøge værkerne til fods eller på hjul.

Hvem fortjener Skive Kommunes Kulturpris 2019?

Så er det nu, du kan pege på din favorit som mulig vinder af Kulturprisen 2019.

Skive Kommunes Kulturpris udløser et skulderklap på 20.000 kroner sponsoreret af Danske Bank. Prisen går til en institution og/eller forening, som har gjort en helt særlig indsats for at fastholde, styrke og udbrede kulturen til borgerne i Skive Kommune.

”Der er jo enormt mange institutioner og foreninger, der gør en kæmpe forskel for borgerne, og hvor mange ildsjæle hver dag yder en helt særlig indsats. Det vil vi bestemt gerne være med til at belønne og på den måde fremme kulturlivet i byen”, siger Per Carlsen. Han er filialdirektør i Danske Bank i Viborg og bosat i Skive:

”Skive kommune er og bliver fortsat et vigtigt markedsområde for banken. Samtidig vil jeg gerne være med til at give noget tilbage til kommunen, da jeg selv og ikke mindst mine børn ofte gør brug af mange af de fantastiske kulturelle tilbud der er at finde i vores skønne kommune”, understreger han.

Prisfest i Skive

Skive Kommunes Kulturpris 2019 bliver uddelt ved en prisfest den 13. november kl. 19 i Skive Theater, hvor alle kulturinteresserede borgere er velkomne. Vinderen af Kulturprisen 2019 bliver valgt af en jury blandt indstillede kandidater. Her har du mulighed for at få indflydelse, da du kan indstille dit bedste bud med en begrundelse til kontakt@kulturskive.dk.


Hvem bliver ’Årets Otto’?

Ved prisfesten i Skive Theater uddeler Kulturelt Samråd Skive også sin egen Fyrtårnspris, ’Årets Otto’, opkaldt efter dens første vinder Otto Lindum i 2018. Vinderen udpeges af Kulturelt Samråds bestyrelse:

”Årets Otto går til en skibonit, som har bidraget væsentligt til kulturen på Skiveegnen – og dem er der mange af, så det bliver et svært valg. Men Samrådets bestyrelse glæder sig meget til atter at kunne hylde en ildsjæl og overlevere vinderen en velfortjent belønning på 5.000 kroner”, siger Jeppe Tandal, formand for Kulturelt Samråd Skive.

Otto Lindum, stifter af Skive Musikskole og en ildsjæl i Skiveegnens kulturliv, vandt som den første Kulturelt Samråds Fyrtårnspris i 2018.

Læs mere om, hvordan du indstiller en kandidat til Skive Kommunes Kulturpris 2019 og tilmelder dig prisfesten på www.kulturskive.dk

Åbne Atelierdøre på Skiveegnen

Af Tove Lois

Den 7. og 8. september kan du møde 32 kunstnere og kunsthåndværkere fra Skiveegnen – på deres hjemmebane.

Fra Fur til Nordfjends, fra Lem til Skive by. 32 lokale kunstnere står klar med åbne døre for at give alle interesserede gæster et sjældent indblik i kunsten, dér hvor den bliver skabt:

”Med Åbne Atelierdøre vil vi gerne give alle muligheden for at komme bag kulisserne og møde kunstnerne i deres private omgivelser”, fortæller Jette Jeppesen. Hun er er smykkekunstner og har koordineret Åbne Atelierdøre i samarbejde med Skive Kommune:

”Vi håber, at arrangementet kan være med til at sprede kendskabet til de mange dygtige kunstnere, vi har her i Skive, Salling og Nordfjends – og at en masse mennesker vil gribe chancen og og begive sig ud på en sjælden oplevelsesrejse.”

Pia Viborg er én af de 32 kunstnere du kan møde på hjemmebane, når Åbne Atelierdøre løber af stablen den 7. og 8. september.

Naturens børn

De 32 kunstnere er helt og aldeles forskellige. Derfor kan du under Åbne Atelierdøre både få et indblik i, hvordan kunstnere og kunsthåndværkere arbejder med akvarel, olie, glas, sten, keramik, bronze, sølv, tekstiler, kastestænger fra krondyr og rensdyr – og meget mere.

Ét træk, som dog går igen hos mange af områdets kunstnere er den stærke forbindelse til den helt særlige natur ved Limfjorden og i det frodige Sallingland. En natur, som igen og igen bliver genstand for kunstnerisk fortolkning og bearbejdning:

”Jeg inspireres af farver, former og strukturer i naturen omkring Limfjorden”, lyder det fra én kunstner:

”Motiverne er meget inspireret af Furs smukke natur, lyset, formerne og farverne”, siger en anden, og udsagn som ”Min tilknytning til Salling og Limfjorden lader sig ikke fornægte” og ”Naturen med al dens skønhed, styrke, vildskab og mystik ligger som en undertone i min bevidsthed”, er blot et lille udpluk af ord fra deltagende kunstnere.

Kirsten Rogild er kunstneren bag dette værk – og deltager også i Åbne Atelierdøre på Skiveegnen 2019.

Få fat i kataloget

Du finder det trykte katalog med oversigtskort, adresser og præsentationer af de 32 kunstnere på bl.a. Skive Bibliotek og Skive Museum. Se også kataloget online på www.skive.dk/atelier .